Johannes nytårstale 2021

Johanne
05/01/2021

Ok 2020, din lille lort. Din skiderik, tarvelige ækle møghund – din lusepuster!

2020 for fanden, hvad skete der lige for dig og din sygt ubehagelige apokalyptiske energi?

Aldrig i mit liv, har jeg glædet mig så meget til at forlade et år! Trådte udmattet ud af stiletterne, for at hoppe håbefuld ind i det nye år, med så voldsom en kraft at bænken vi stod på brasede sammen under hoppet! Hvorefter vi festede og dansede alt hvad vi kunne, for at ryste den dårlige energi og 2020 ud af kroppen.

Året, der gik…

Corona og Klimaforandring: 2020 Har jo været det vildeste vendepunkt – også for klimaet. For selvom klimadebatten blev sat i skyggen af Corona i år – Ja så har verden, og ikke mindst vores politikkere, bevist hvor hurtigt vi kan ændre hele vores liv, vores vaner og vores såkaldte ”behov”, når det virkelig gælder. Og hvor stærkt vi kan gøre det, også selvom omstændigheden er ganske trist. Men hvis vi kan gøre så meget for folkesundheden, kan vi også gøre det for vores egen overlevelse.

Ecouture: I 2020 fyldte Ecoutures webshop 10 år. Hvilket viste sig at være nogenlund corona-kampdygtigt. Så tusinde tak til alle jer for at holde skruen i vandet på os.

Stor sort sorg: Jeg har måttet tage en ufrivillig orlov det seneste halve år, og jeg har kun arbejdet minimum. For præcis et halvt år siden tog min mand sit eget liv, i en afgrundsdyb depression han havde gemt for sig selv. Ikke engang jeg, der har kendt ham i 35 år, vidste det. Det kom som et KÆMPE chok for mig, vores store drenge og alle andre i familien, og vi har fortsat ikke helt forstået det. Men vi vil altid huske ham, og  jeg håber han har fået fred – selvom han var så højt elsket, at ingen kan begribe hans drastiske beslutning. Det kommer vi aldrig til?

Hvorfor skriver du det her Johanne?

Jo – For et selvmord er ikke en privat handling, men noget som påvirker omgivelserne dybt. Vi, som pårørende skal lære at leve med en kæmpe stor, meget besynderlig og ubehagelig sorg inden i…

Desværre er det ikke usædvanligt. Faktum er, at ca. 600 danskere tager deres eget liv hvert år (nok flere i 2020?) og det er primært mænd mellem 40 og 60, der begår selvmord. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at der derfor er ca. 2 familier hver dag, som udsættes for det samme, som vi går igennem. Og derfor vil jeg gerne slå et slag for at bryde tabuet omkring selvmord.

Mænd rammes ofte af det man kalder midtvejskrise og medfølgende depression. Det går fx op for dem, at det kan være svært med et karriereskift og at skifte til en anden arbejdsplads, eller de oplever skilsmisser og brud. I disse situationer reagerer mænd ofte uhensigtsmæssigt og skjuler eller ignorerer tegn på depression. Det betyder, at de ikke får den relevante behandling. De standser ikke op i tide, men tror, de kan klare sig selv og deler ikke deres tanker med nogen. Nogle gange opstår depressioner så akut, at det kommer bag på alle, selv nærtstående. Af og til vil selv eksperter, der er vant til at vurdere den slags sager, tage fejl.

Svært deprimerede oplever alting gråt i gråt. Ting, der tidligere gav glæde, er nu ligegyldige. Denne fornemmelse af lammelse af følelserne er ofte pinefuld. Man kan ikke mobilisere følelser for sine nærmeste, og derfor kan man føle sig som et ondt eller falskt menneske. Det kan forværre depressionen. Deprimerede kan ligefrem være overbeviste om, at deres nærmeste får det meget bedre, når de selv er væk. Og jeg skal hilse og sige, at det er FORKERT!

Vi er efterladt, og sidder svigtet tilbage i 7 sind. Og nu har jeg forstået hvor stort et begreb, det faktisk er – fyldt med modstridende følelser: Et kæmpe chok, Sorg, Vrede, Frustration, Skyld, Afvist kærlighed, måske lettelse og savn – i én pærevælling! Det griber så kraftigt ind i ens sjæl, at kun jer har prøvet det selv, ved hvad jeg mener.

Mine drenge og jeg har heldigvis hinanden, vores dejlige familie og fantastiske venner omkring os. Vi har aftalt, at sammen skal vi nok klare den… Nu da vores choktilstand er landet og grådkvalte snotbobler har lagt sig lidt – Så kommer styrken… Det kan jeg så småt begynde at mærke, men det er hårdt og der sker SÅ meget. Mine tanker går til alle de familier, der udsættes for dette her, og som oven i købet bliver mødt med tavshed, afstand eller at blive set ned på midt i sådan en sorg. Derfor deler jeg min historie her – for at kaste lys på fænomenet selvmord. Det rammer vidt og bredt. Det er ikke noget, man kan lave om, så lige nu har vi mest brug for at prøve at lande i livet nogenlunde igen.

2020 har budt på ufrivillig pause – depression, selvmord, sygdom, fyringer, skilsmisser, hjemmearbejde og isolation bare i min omgangskreds.

Men jeg har også lært, at mine venner ikke kun er til pynt, men består af lutter stærke, inspirerende og meget kærlige hverdagshelte og heltinder. At mit arbejde er sjældent givende og foregår i det dejligste selskab af fantastisk seje kollegaer, man kan drømme om. Og jeg er så utrolig taknemmelig for det! At min familie betyder alt for mig og er bumstærk også i modgang. Men den vigtigste lektie for os i år, er betydningen af at snakke og tale om tingene og at turde være sårbar. Det er meget, meget vigtigt! Man KAN ikke klare alting selv.

Hjerteligt VELKOMMEN 2021

Bruger altid den første dag i det nye år på at fundere over og nedskrive mine nytårsforsætter og ønsker. Jeg tør ikke forvente for meget, men med så dejlig og sjov en start på året, håber jeg VIRKELIG det må gå fremad… Fingers crosed.

Mine hovedmål og nytårsønsker for 2021: Er at vi vil fortsætte med at sænke forbruget og være mere bevidste mennesker. For kloden, for klimaet, for fællesskabet, for freden og ikke mindst for kærligheden.

Jeg skal passe godt på mine to store vidunderlige sønner, og være der for dem i deres sorg og største tab! Og de for mig. Vi har hinanden, vores dejlige familie og fantastiske venner omkring os. Vi har aftalt, at sammen skal vi nok klare den. Og vi tager imod alt den hjælp vi kan få.

Fokus og kreativitet: Håber jeg snart kan genfinde glæde og gåpåmod i den kreative proces, for mit hoved er ved at koge over med nye idéer. Så jeg vil forsøge at lade være med at bedøve mig selv for meget med Netflix, men i stedet bruge mine vågne timer på design og udvikling. Jeg vil selvfølgelig hjælpe til – alt hvad jeg kan, med at udvikle og sætte fokus på en bedre klimapolitik i min egen branche. Tekstilindustrien har stadig et KÆMPE arbejde foran sig og Ecouture skal altid vise nye grønne veje.

Krop og sjæl: Jeg har lovet mine drenge, at jeg vil passe rigtig godt på mig selv. Så jeg kan være der for dem – så længe som muligt. Derfor er jeg er begyndt at løbe (rundt om søerne, sammen med resten af København, for ikke at blive pip) og passe min yoga, spise vegansk og sove med cykelhjelm;)

Fællesskab: Året har lært mig værdien af familie og venner. Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skulle komme igennem dette her, uden dem! Vi skal give og dele meget mere. I det hele taget: Væk med ego og ind med mere ansvar for hinanden, venner og fællesskabet. Man kunne jo håbe, at vi ved fælles indsats genfinder os selv som en del af naturen. Som EN hel, samlet klode, hvor man hjælpes ad for at rette op på vores allesammens hjem.

Vi må begynde at fortælle de motiverende historier med nye visioner for, hvad det gode liv er. Historier om nærhed, relationer, ansvar og fællesskab med både andre mennesker og naturen. Gevinsten, hvis det lykkes, er jo den største: At sikre vores børns og efterkommeres fremtid på en planet fyldt med liv og mangfoldighed. Forandringen er jo allerede begyndt og et anderledes levet liv venter.

Miljø og klima: Når vi nu har set, hvor meget man kan ændre på under ét år, er mine forventninger til forbedring af klimaet og kærligheden til kloden i fremtiden, nogenlunde optimistisk. Det er og forbliver vores største udfordring. Så både mit, men også dit, kære læsers, ved gud vigtigste nytårsforsæt SKAL selvfølgelig altid være, at gøre en kæmpe stor indsats for at omstille os til et nyt liv, hvor vi passer godt på moder jordkuglesen! For hvis vi ikke har en moder-jordkuglesen at bo på, kan alle andre kampe, man måtte have, jo være lige meget!

The Green Revolution Så sidst, men ikke mindst, selvom jeg har sagt det SÅ mange gange før – gør jeg det igen: Kom ind i kampen for The Green Revolution. Den er her og vi har brug for et stærkt folkeoprør. Det er vores allersidste chance nu. Vores politiske magthavere har haft 30 år til at foretage det livsnødvendige klima- og naturpolitiske systemskifte, kloden kræver. Men det er langtfra sket. Tiden er kommet til forandring.

Livet er jo den sygeste rollercoaster! Men jeg synes det er SÅ skønt og spændende – også selvom det er svært. Hvis du har lyst til at dele din egen historie, tanker, eller nytårsønsker her, er du meget velkommen til at skrive en kommentar.

*☆Godt nytår! Pas godt på hinanden…☆*

Klædelig hilsen

Jo H

46 tanker om “Johannes nytårstale 2021

  1. Shit altså. Varme tanker til dig og din familie. Det må være ubeskriveligt og umanerligt hårdt. Kæmpe anerkendelse til dig for din måde at beskrive det på, og hvor må det være et virvar af følelser, tanker og tomme huller. Må alle de gode minder og tanker om din mand få liv at leve og blomstre.

    Har selv den del tæt på livet, men som pårørende til min kæreste og særligt i form af hjælp til indlæggelse, når tankerne er ved at overtage, fordi lysten til livet svigter.

    Godt nytår. Og tak for at fortælle.

    1. Bedste ønsker om et bedre nytår. Jeg er præcis en af dem, der er i risikogruppen. Verden er svær fra tid til anden. Tak for dine tanker.

      1. Pas godt på dig selv Simon og husk at dele din sårbarhed! <3

  2. De varmeste hilsner og tanker.
    Godt Nytår.

  3. Smukkeste Mille-pigen ❤️❤️
    Hvor det gør mig ONDT på jeres vegne at have mistet mand og far!! ??
    Min fars død var også selvmord – konteksten en anden – jeg genkender dine mange kaotiske følelser! Jeg er landet et rigtigt godt sted med den beslutning min far traf ??? ét af de virkeligt gode råd jeg fik, var ikke at skynde mig gennem sorgen og ikke forcere følelserne men at turde være i kaos… min dør er altid åben for dig ❤️❤️❤️

  4. Kære Johanne
    Tak for dit meget fine og personlige skriv.
    Mange tanker og kram til dig og dine drenge og ønsket om et meget bedre år❤️
    Kærlige hilsner
    Louise

  5. Hvor gør det mig dog ondt med jeres tab af mand, far, familiemedlem og ven! Tak fordi du deler og bryder tabuet om psykisk sygdom og selvmord. Tak for alt hvad du er og gør for andre og miljøet. Jeg sender de bedste ønsker for dig og familien!

  6. Tak for at dele – også det svære – det er vigtigt – ønsker dig og dine alt det bedste <3 Personligt vil jeg gøre hvad jeg kan for at passe bedre på vores fælles "Moder Jordkuglesen" – og ja; vil så nu nok også, efter at lave læst din fine tale, overveje – også – at begynde, at sove med cykelhjelm :-)))) #godtnytår

  7. Kære Johanne
    Jeg er helt i chok, og hvor gør det mig ondt at høre. Håber det, trods alt, er de gode minder og skønne stunder I har haft sammen, I vil se tilbage på.
    Sender de varmeste og kærligste tanker til jer alle tre, og krydser fingre for I får et dejligt 2021 ❤️
    KH
    Trine

  8. Kære Johanne
    Tusinde tak for dine ord -sikken en styrke du besidder!
    Det gør mig inderligt ondt at du hat mistet din elskede og drengene, deres far!
    Men at du har styrken til at blive stående og tænke tanker der rækker fremad, er SÅ inspirerende og modtages hér med inderlig taknemmelighed! Tak!
    De varmeste tanker
    Stella ?

  9. Alt det bedste til dig og familien, Johanne!!! Jeg har selv været helt nede og sender dig kærlighed og solidaritet!
    Sammen er vi meget mere – og sammen kan vi lære at passe på hinanden og vores jord.

  10. De kærligste, varme og styrkende tanker til dig og din familie.
    Tusind tak for din flotte, inspirerende og stærke tale
    Det bedste til jer – Birgitte Spandet, Herning. ♥️♥️♥️

  11. Kære Johanne,
    Godt Nytår til dig og din familie. Jeg er sikker på at I nok skal hele og blive hele mennesker igen. Når man mister efterlades man med et stort hul indeni. Man kan næsten savne et fysisk smertefuldt hul i stedet for den udefinerlige sorg. Men man heler og man heler bedst sammen med andre og ved at dele. Så du gør det helt rigtige. Stort Corona sikret digitalt cykelhjelms knus ❤️?

  12. Kære Johanne,

    Pyh – tanker og kondolencer herfra. Og tak for at dele. Selvmord er det hårdeste hårde for de efterladte. Kender det fra nærmeste hold og føler med jer. I kunne ikke have gjort noget – det var din mands valg, men frygteligt at stå med for jer. Depression overskygger og-ruler alt. Men godt at læse, at I fortsætter og har livsmod og visioner i behold.
    Jeg har en rød Isoldefrakke, som holder mig varm, den købte jeg netop i foråret 2020, idet jeg tænkte, at kan man ikke rejse, så kan man støtte en dansk virksomhed som Ecouture! Mange hilsener,
    Nathalie.

  13. Hvor er livet hårdt og uretfærdigt, men det er det eneste vi har og hvor er det også til tider dejligt. Vi må få det bedste ud af det. Og trods modgang har du og dine fundet en positiv indgang til 2021. Tak for at dele og fortælle om et tabu. Jeg håber virkelig at vi alle får et uendeligt bedre år end det foregående. De varmeste tanker fra Susanne

  14. Tak for dit meget flotte og modige skriv. Så vigtigt, at turde tale højt om både depressioner og selvmord – det har vi meget brug for også at kunne dele….
    Så dejligt, at du understreger, hvad en god familie og nære venner kan – især også i så svære tider.
    Ønsker dig og dine et godt nyt år.?
    Tak Gudrun ?

  15. Kære Johanne
    Det gør mig virkelig ondt at høre. Ord er fattige i denne sammenhæng, men tak for deling og for at bryde tabuet og tage kampen op. Det er den eneste måde at komme stærkere ud på den anden side.
    Et kæmpe kram til dig og familien.
    Susanne Kalmar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.