Når du vasker og plejer dit tøj, er det vigtigt, at du tænker over, hvad det er lavet af, og hvordan det skal vaskes og tørres. Når du gør det, sikrer du dig nemlig, at dit tøj får en lang levetid, og at det holder formen, farven og kvaliteten.
Se alle vores tøj-plejemidler her.
Sådan læser du vaskesymbolerne
Det er supersurt at opdage, at en jakke skulle have været til rens, efter den har været en tur i vaskemaskinen! Derfor har vi her lavet en lille guide til, hvad vaskesymbolerne, du finder inde i Ecoutures tøj (og i meget andet tøj), betyder. Foruden denne guide, kan du altid finde specifikke råd til vask og pleje af hvert enkelt Ecouture-design under dets produktside på webshoppen.
Den med graderne
Ja, den siger jo lidt sig selv. Den angiver, hvor høje grader, man KAN vaske tøjet på. Hos Ecouture anbefaler vi dog altid, at du vasker det meste tøj på 30°C eller 20°C. Så skåner du nemlig både tøjet og miljøet.
Den med hånden
Symbolet angiver, om du skal vaske tøjet i hånden. Og det skal du helst tage seriøst, hvis du vil passe godt på tøjets farve, print og forskellige materialer. Hvis du ikke følger denne anvisning, kan en tur i vaskemaskinen i nogle tilfælde forårsage misfarvning, og det vil du for alt i verden undgå!
Den med firkanten, cirklen og krydset over
Er dette symbol hakket af, betyder det, at du på ingen måde må putte tøjet i en tørretumbler. Med mindre du har tænkt dig at lave det om til dukketøj!
Den med strygejernet
Et strygejern, med to prikker i, angiver, at du kan stryge tøjet med et strygejern, der er op til 150°C varmt.
Den med P’et
En cirkel med et bogstav i, betyder altid, at tøjet skal til rens. Bogstavet er en bemærkning til renseriet om, hvilken væske, de skal bruge. En streg under betyder, at de skal bruge ekstra skånsom rens. Det kan du jo altid lige minde dem om, når du indleverer tøjet.
Pleje af print og vaskeanvisning for sarte materialer
Ecoutures miljøvenlige print tåler varme. Det er en god idé at stryge printet inden vask og også gerne efterfølgende. Således fikserer du printet og sørger for, at det holder sig pænt i mange år.
Uld
Uld-tøj skal vaskes på højst 30°C, og det må kun vaskes i hånden eller på uldprogram. Det er vigtigt at anvende uldvaskemiddel, så ulden ikke stamper. Uld har det med at give sig lidt, når man har gået med den i nogen tid, men trækker sig sammen igen, når det bliver vasket. Når materialet er vådt, kan man forme stoffet ganske meget i den facon, man ønsker det.
Du kan også vælge blot at lufte dit uld-tøj i nogle timer, og så er lugten pist bort. Luftning af uld-tøj er i mange tilfælde ligeså godt som at vaske det. Og så slider man endnu mindre på tøjet og forlænger levetiden!
Et lille bonustip: For at beskytte uldprodukter mod angreb fra møl i sommerhalvåret, eller når man ikke bruger det i en periode, bør produkterne vaskes ved slutningen af sæsonen, herefter tørres godt og endelig opbevares mørkt, helst i en tæt plastikpose og gerne med en lavendelpose i.
Silke
Hvis du vil passe godt på tøj lavet af silke eller med silke i, så vask det nænsomt ved 30° grader i hånden med et vaskemiddel til silke.
7 gode vaskeråd: hold dit tøj rent med en renere samvittighed
Danskerne alene forbruger 89.000 tons tøj om året. Det svarer til, at hver dansker køber 16 kilo tøj hvert år. Og miljøbelastningen ved tøj ligger ikke kun i produktionen. Omkring 40% af et stykke tøjs miljøpåvirkning finder nemlig sted, efter det har forladt butikken. Altså hjemme hos dig! Derfor har vi samlet 7 råd til tøjvask, der vil hjælpe dig med at nedsætte dit tøjs miljøaftryk markant og samtidig forlænge dets levetid.
1. Vask mindre!
Vi kender alle denne hverdagsscene: Tøj ligger og flyder på gulvet. Tøj samles op fra gulvet. Tøj smides i vasketøjskurven – Men hovsa! Havnede det tøj nu det rigtige sted? Højst sandsynlig ikke. Den gyldne hovedregel er, at hvis du er i tvivl om tøjet er snavset, skal det IKKE vaskes!
Mange af os har den dårlige vane, at vi smider tøj til vask, der hverken er beskidt eller lugter. Langt det meste tøj kan bruges mange gange, før det reelt har brug for at blive vasket. Tøj som nederdele og bukser kan man endda bruge rigtig mange gange, før det begynder at lugte eller har fået for mange genstridige pletter på sig. Og hey, mindre tøjvask! – Det er da en win-win situation.
2. Luft tøjet
Et godt alternativ til at vaske tøj, er at lufte det i stedet. Som regel kan et par timer udenfor til luftning fjerne lugten fra tøjet. Er tøjet lavet af uld, kan du helt undgå nogensinde at vaske det og bare nøjes med at lufte det, hvis du ellers har undgået at gøre det for beskidt. Praktisk nok er kulde og frost den bedste lugtfjerner til uldtøj.
3. Brug ærmeblade
Vores formødre syede ærmeblade ind i deres bluser og kjoler, så de kunne vaske ærmebladene adskilt fra tøjet. Herved formåede de at vaske mindre og holde tøjet flot længere. Det er rigtig godt tænkt og en tradition, som vi hos Ecouture synes er værd at indføre igen. Derfor kan du købe hvide og sorte ærmeblade (med tilhørende trykknapper) på vores webshop – bestil dem her.
4. Fjern selv pletterne
Det siger sig selv, at det ikke er nødvendigt. Alligevel er der mange, som sender tøjet til rens, bare fordi det har fået en plet eller to på sig. Men langt de fleste pletter kan faktisk klares ved hjælp af en ”lokalvask” med lidt vand. Rens er en kradsbørstig affære for både tøjet og miljøet, så send dit tøj til rens så sjældent som muligt.
Pletter kan dog være svære at få af. Hvis du får pletter på dit tøj, så pas på med at gnubbe for grundigt på samme sted. Det kan nogle gange føre til, at man fjerner noget overskudsfarve og dermed får et lysere område på tøjet (hos Ecouture er der ikke brugt skrappe kemikalier til fiksering af farven, så man vil ofte opleve overskudsfarve).
Når man skal fjerne en plet, skal hele området omkring gøres vådt, for at undgå nye skolder. I processen gnubber man forsigtigt godt med håndsæbe eller brun sæbe ind i det snavsede område. Læg gerne det våde stof i blød natten over i en plastikpose, så det ikke tørrer. NB: Det er dog bedst, hvis stoffet er nogenlunde ensfarvet, så farverne ikke smitter af på hinanden. Ellers skal du i hvert fald være sikker på, det ikke smitter af mere. Vupti – næste dag er langt de fleste plettet væk, og stoffet kan skylles ren for sæbe igen.
5. Vask ved 30°C og gerne 20°C
En helt almindelig vask af kjoler, T-shirts, bluser, bukser og tøj, du normalt ville vaske ved 30-40°C, kan du sagtens vaske ved 20 grader! Det kræver dog, at du vasker i hånden eller har en maskine, der kan vaske på 20°C, og at du vasker det med koldvandsvaskepulver, som er tilsat nogle særlige enzymer. Du kan finde koldvandsvaskemiddel i de fleste supermarkeder. Irma har for eksempel et koldvandsvaskemiddel, der er Svanemærket.
Er tøjet meget beskidt kan 30°C som regel klare jobbet. 40°C er et no-go, hvis der er tale om en almindelig tøjvask.
Hvis du vil passe på dine Ecouture-kjoler, så håndvask dem nænsomt ved 20° – 30° og lad dem ikke ligge i blød, da det kan forårsage misfarvning, hvis det har flere farver. Lad tøjet dryptørre. Hvis man ikke vrider det, så det er meget vådt, når man hænger det op – retter det lidt ud. Og hænger tøjet ude, kan vinden til tider hjælpe med at “stryge” det. Hvis du derimod vasker i maskinen – med centrifuge – opstår der det vi kalder “strygestraf”, fordi tøj bliver meget krøllet i centrifugeprocessen.
6. Brug miljøvenligt vaskemiddel og dosér rigtigt
Der er et stort udvalg af miljøvenlige vaskemidler på markedet. Hvis dit lokale supermarked ikke har det i sit sortiment, findes der heldigvis en del netbutikker, der kan sende det til dig. Prøv for eksempel EcoEgo.dk
Og når nu vi taler om vaskemiddel, er vi efter sigende også lidt for sjuskede, når vi fylder vaskemiddel på maskinen. Overdosering af vaskemiddel efterlader sæberester i tøjet og er ganske enkelt spild af penge og en unødvendig gene for miljøet. Der er doseringsanvisninger på alle vaskemidler, så det kræver ikke mere af dig, end at du læser anvisningerne, og at du undersøger vandets hårdhed, der hvor du bor. Du finder et hårdhedskort over Danmark her. Til jer der bor i Københavns Kommune, kan vi afsløre, at vandets hårdhed er 18-24 dH = hårdt.
7. Drop den tørretumbler
Vi ved det alle sammen, og vi har vidst det i årevis. Nej, det er ikke sjovt at hænge sokker og underbukser til tørre, men det tager kun 5 min. Så den maskine skal bare droppes. Punktum.
Værd at vide: Hvis du helt undlader at tumble, kan du spare 750 kr. og 200 kg CO2 på et år (kilde: Center for Responsible Design).