Det bæredygtige håb

Ecouture
31/10/2014

Med klimapanelet i byen og et hav af klima- og bæredygtighedsrelaterede events og happenings har der været nok at se til på det sidste. Torsdag d. 30. oktober blev årets Sustainia Awards delt ud ved en ceremoni på Det Kongelige Teater i København, og Connie Hedegaard, som havde sin sidste aften som medlem af Europakommisionen, gav en brandtale med på vejen. Ecoutures Johanne Lund og Helene Liliendahl. De vendte stærkt opmuntrede hjem.

Johanne og Helene

Sustainia100 er en årlig guide til 100 bæredygtige, innovative opfindelser på verdensplan som vejledning og inspiration til både investorer, politikere, iværksætter og forbrugere. Når man bladrer den igennem, bliver man helt håbefuld. En bæredygtig fremtid ER mulig, og mange dygtige mennesker arbejder på at gøre det til virkelighed på alle mulige forskellige områder: Bolig, sundhed, IT, transport, mode, ressourcer, energi – you name it, they got it. Ud af de 100 vælges ti finalister til årets Award, og man bliver helt glad i låget over at læse om alle de gode ideer.

Award-vinder 2014 blev Wecyclers fra Nigeria. I Lagos kører fabrikker til genanvendelse på lav kraft, fordi renovationen ikke lige fungerer så godt i slummen, så affaldet ligger på gaderne og gør folk syge i stedet for at blive genanvendt. Wecyclers hjælper folk fra slum- og lavindkomstområder med at sortere deres affald. De kommunikerer via SMS, henter det sorterede affald i cykelvogne og leverer det til fabrikken. For hvert kilo sorteret affald modtager den enkelte familie point, som kan veksles til mad, taletid eller andet, de har behov for. Er det godt tænkt eller hvad?

Årets Community Award gik til Fairphone, den etiske smartphone. Fairphone har lavet en smartphone, hvor arbejderne har ordnede forhold og en ordentlig løn, hvor mineralerne kommer fra konfliktfri områder, hvor hele produktionskæden er gennemlyst, og hvor der gøres rede for telefonens pris dollar for dollar. Foruden at støtte lokale økonomier og producere etisk bæredygtige telefoner ønsker Fairphone at sætte fokus på problemerne i branchen ved at træffe de etiske valg i håb om, at resten af industrien vil følge efter i retning af mere social bæredygtighed. Vi hepper på, at det lykkes!