Den magiske historie om Ecoutures nye lokaler på Gråbrødretorv

Et sted finder dig, før du finder det.

Midt i København. I et hus fra 1732. Begynder en ny fortælling - Her er historien om, hvordan jeg faldt over de fine gamle lokaler på Gråbrødretorv.

Jeg var på udkig efter et nyt sted til Ecoutures kjolesalon. Et sted med liv, sjæl og nærvær – lidt som det, vi kom fra i Læderstræde. En dag på vej hjem fra arbejde, var det som om, min cykel helt af sig selv drejede ind på Gråbrødretorv – et sted jeg ellers sjældent kom. Og der, midt på torvet, fik jeg øje på de tre store vinduer. Jeg stoppede op. Kiggede ind. Og vidste det med det samme at det her var stedet.

Det smukke, gamle, pastelfarvede lokale havde præcis den ro og karakter, jeg havde ledt efter. Jeg kunne ikke forestille mig, at det skulle være anderledes. I vinduet hang en lille, næsten falmet seddel: “Til leje”. Jeg skyndte mig hjem og skrev, hvad der nok bedst kan beskrives som en lille kærlighedserklæring – og sendte den afsted.

Og resten er historie.

Lokalet er nænsomt istandsat i samarbejde med Nationalmuseet og har bevaret sin særlige stemning – en ro og tyngde, som er svær at finde andre steder i byen. Det er netop denne atmosfære, der i dag danner rammen om Ecouture Collective.

Nationalmuseets konservatorer har ført rummene tilbage til et udtryk fra omkring 1820. I baglokalet vidner dekorationerne om et borgerhjem med ambitioner – et forsøg på at efterligne adelens bemalede paneler. Maleren har tydeligvis arbejdet ud fra det, han havde set, men uden adgang til de samme materialer, og har blandt andet anvendt okker i stedet for guld i rammerne.

Loftet har muligvis også været dekoreret, men dets oprindelige udseende kendes ikke.

De ældste farvelag i lokalet er dateret til omkring 1820, og man har ikke med sikkerhed kunnet påvise ældre lag. Reolerne og disken, som i dag er en del af indretningen, blev flyttet hertil fra Gammel Kongevej i 1936. Se også s. 20 til side 25 i dette blad, der har lidt om restaureringen og fotografier af lokalerne. 

Gråbrødretorv 7

Huset blev opført efter den store bybrand i 1728 for isenkræmmeren Peder Wiinberg i årene 1730–1732. Han ejede og boede selv i det bindingsværkshus, der lå på grunden før branden, og stod for opførelsen af det nye forhus i tre etager – sammen med bag- og trappehus, alt udført i bindingsværk bortset fra facaden mod torvet.

Han var gift med Martha Johanne, datter af Claus Bysing. Senere i husets historie dukker endnu en Johanne op. Johanne Lassen boede på tredje sal med sin mand, skræddermester Frederik Olsen Holm. Og når man følger sporene lidt længere frem, møder man også navne som Hansine Nicoline, Helene Hoff og Christine Wilhelmine. Sammenfaldet mellem navnene på nogle af husets tidligere beboere og os, der står bag Ecouture, synes vi naturligvis er ret fint.

Nikoline, Nikoline, Christina & Johanne

Et fotografi af Holger Damgaard fra Det Kgl. Bibliotek viser facaden, før de store butiksvinduer i stueetagen blev indsat i det 20. århundrede – sandsynligvis i forbindelse med, at der blev indrettet en nodeforretning.

Det bliver i familien

Og netop den historie fører videre til noget, der føles lidt som en tilfældighed – eller måske ikke helt.

I 1953 åbnede musikantikvaren Dan Fog sit musikantikvariat i lokalerne på Gråbrødretorv. Han var kendt langt ud over Danmarks grænser for sit enorme kendskab til nodeudgivelser og opbyggede gennem årene et betydeligt musikbibliotek. Hans arbejde med at registrere og datere danske noder mellem 1750 og 1854 regnes stadig som et stort og vigtigt bidrag til musikhistorien, og i 1987 blev han udnævnt til æresdoktor ved Københavns Universitet. Musikantikvariatet blev senere videreført af hans hustru, Lene Fog, frem til 2012.

Og så er der det lidt pudsige: Dan Fog var en del af min egen familie – min mormors fætter.
Min onkel, Erik Helger, arbejdede som ung studerende i netop disse lokaler og hjalp til med at registrere nodearkiverne. Så på en måde føles det ikke helt tilfældigt, at jeg mange år senere selv er endt her – og har forelsket mig i netop dette sted.

Jeg kan ikke lade være med at føle, at det hele på en eller anden måde var ment to be.

Alle, der har været forbi vores – lille, men hyggelige – kjolesalon, bemærker den særlige atmosfære. Der er en ro i rummet, som ikke helt kan forklares, men som tydeligt bærer spor af alt det, der har været før. Man mærker historiens mange lag og fornemmer, hvordan vi selv blot er en lille, midlertidig del af noget langt større.

Det får mig ofte til at tænke på, hvordan vi taler om at eje steder som dette. For i virkeligheden gør vi det jo ikke. Vi låner dem bare for en tid. Og før man ved af det, er det nogle andre, der træder ind og fortsætter historien. Huset bliver stående. Og vi andre kommer og går.

Hvis du endnu ikke har været forbi, er du meget velkommen til at kigge ind næste gang, du er i nærheden.

Husk at tjekke vores Åbningstider.

Klædelig hilsen
Johanne Helger