Den magiske historie om Ecoutures nye lokaler på Gråbrødretorv

Johanne
19/01/2022

Du har nok bemærket, at vi er flyttet. Og nu skal du få historien om, hvorfor og hvordan jeg tilfældigt faldt over de fine gamle lokaler.

Jeg var på udkig efter et nyt, dejligt butikslokale til Ecoutures kjolesalon. Jeg ledte efter et sted med et levende og inspirerende miljø, ligesom der hvor vi var før (i Læderstræde) i København. Vi blev nemlig sagt op af den nye husejer, da der skal ombygges og laves lejlighed - hvilket jeg på sin vis synes er en god ide. Det er jo ikke ligefrem tomme butikslokaler, der er mangel på i København. På den anden side, er det heller ikke skide dyre, topistandsatte lejligheder, vi mangler. Nå men hvorom alting er, måtte jeg jo på udkig efter et nyt lokale, der både kunne være vores kontor, der hvor vi pakker og sender fra, samt et smukt sted med sjæl til vores elskede Kjolesalon.

En dag på vej hjem fra arbejde, var det som om, min fine nye guldcykel, uden jeg rigtig bemærkede det, selv cyklede en lille runde ind på Gråbrødretorv. Et sted i København jeg faktisk ellers aldrig kommer. Nå men der var jeg så lige pludselig - kiggede mig lidt omkring, og så med det samme de her 3 store tomme vinduer, midt på torvet. Før jeg vidste af det, stod jeg der, med næsten trykket flad mod ruden, og udbrød vist et lille ”gisp” helt for mig selv. Faldt PLADASK for det smukke gamle, pastelfarvede lokale, jeg så gennem ruden. PERFEKT! Det er jo lige det jeg drømte om. Ecouture skulle ligge lige netop der, og jeg havde ikke lyst til at ændre spor på det jeg så. Nu var det så jeg fik øje på en lille falmet håndskrevet seddel i vinduet. ”Til leje” stod der og en utydelig mailadresse. Sådan! Jeg måtte vove pelsen og spørge på det. Så jeg fløj hjem gennem byen - i hælene på min cykel, og  fik skrevet en mindre kærlighedserklæring, som jeg fik sendt afsted til de fine lokalers utydelige e-mail adresse.

Heldigvis for mig, kunne husets ejer (som går utrolig meget op i huset og dets lange hitorie) og også godt se det perfekte match mellem Ecouture og den nyligt istandsatte fredede, smukke, gamle københavnerbutik.

 

Siden har jeg så fundet ud af, at lokalerne er nyistandsatte i nænsomt samarbejde med Nationalmuseets dygtige konservatorer. Altså sat i stand med udseende, som det så ud tilbage til cirka 1820. Dekorationerne i baglokalet vidner om et borgerhus, der har forsøgt at lege fin. Maleren, der dengang udførte dem har set, hvordan adlen boede med bemalede paneler. Og har efter bedste evne forsøgt sig med noget lignende. Dog uden at have haft adgang til de rigtige materialer, og har derfor blandt andet udført rammerne med okker i stedet for guld. Loftet har måske været dekoreret, men det vides ikke hvordan.

Nationalmuseet har dateret de tidligste farvelag til omkring 1820 men har ikke fundet farvelag, som man med sikkerhed
kan sige er ældre end det. Reolerne og disk blev flyttet fra Gammel Kongevej til Gråbrødretorv 7 i 1936. Se også s. 20 til side 25 i dette blad, der har lidt om restaureringen og fotografier af lokalerne. 

Gråbrødretorv 7

Huset blev opført efter den store bybrand 1728 for isenkræmmeren Peder Wiinberg i årene 1730-1732. Han ejede og beboede det bindingsværkshus, der stod på grunden ved den fatale bybrand. Han betalte for opførelsen af det nye, endnu eksisterende forhus ligeledes på fire fag i tre etager samt bag- og trappehus, alt i bindingsværk bortset fra forhusets torveside. Han var gift med Martha Johanne, datter af Claus Bysing. Lidt senere i bygningens historie boede endnu en Johanne i huset. Johanne Lassen boede på tredje sal sammen med sin mand - skræddermester Frederik Olsen Holm. Og det sjove er, at når vi kommer lidt længere frem i husets historie finder vi også en Hansine Nicoline en Helene Hoff og en Christine Wilhelmine.

Sammenfaldet mellem navnene på tidlige beboere og os, der står bag Ecouture, synes vi selvfølgelig er ret sjovt. 🙂

Et fotografi af Holger Damgaard i Det kgl. Bibliotek viser facaden før stueetagens store butiksvinduer blev sat i det 20. århundrede, sandsynligvis samtidig med at der indrettes nodeforretning.

Det bliver i familien

Dan var den musikantikvar, der i 1953 åbnede sit musikantikvariat på Gråbrødre Torv i København og var kendt verden over for sit enorme kendskab til nodeudgivelser. Han blev student i 1937 og tog derefter en uddannelse som antikvarboghandler. Han begyndte at studere musikvidenskab på Københavns Universitet, men sprang fra og nedsatte sig som musikantikvar. Gennem årene udvidede han antikvariatet samt boligen i Hellerup til et enormt musikbibliotek, der er kendt verden over. Han gennemførte et kæmpearbejde med at datere og registrere danske noder mellem år 1750 og 1854 og udgav Musikhandel og Nodetryk i Danmark (1984), hvor han beretter om arbejdet med at datere noderne. I 1987 blev han udnævnt til æresdoktor ved Københavns Universitet. Musikantikvariatet på Gråbrødretorv nr. 7 var videreført af hans hustru, Lene Fog indtil 2012. I 2013 blev antikvariatet flyttet til Risskov ved Aarhus.

Og nu skal du høre noget andet sjovt, min mor har fortalt mig: Dan Fog (11. august 1919 – 31. august 2000) var vores familie. Han var min mormors fætter. Og min onkel Erik Helger har som ung studerende været ansat inde hos Dan, og hjulpet til med nodearkiveringer. Er det ikke pudsigt, nu da jeg har forelsket mig sådan og er flyttet ind i de selv samme lokaler!

Jeg kan ikke andet end at synes, det er ment to be. Og alle der har været forbi vores - nuvel lille men hyggelige - kjolesalon siger da også, at der er en ekstraordinær rar atmosfære. Man mærker historiens lange facetter og føler tydeligt, hvordan vi kun er en lille påsyet tidslomme i det store perspektiv. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at alle de "STORE" mægtige rigmænd, som synes de ejer sådanne bygninger, helt glemmer, at det gør de ikke. Man låner dem jo bare, så længe man nu gør. Og før man ved af det, er det nogle andre, der bor der eller påstår, de ejer det. Men i virkeligheden er huset sit eget. Det bliver stående der, og vi andre kommer og går.

Nå men hvis du stadig ikke har været på besøg, så slå endelig vejen forbi næste gang, du kommer på vores kanter.

Husk at tjekke vores Åbningstider.

Klædelig hilsen
Johanne Helger

6 tanker om “Den magiske historie om Ecoutures nye lokaler på Gråbrødretorv

  1. Hvor er det dejligt du skriver historien og hvor er det godt for de smukke lokaler at de blev fundet af dig. Jeg glæder mig til besøg 🙂 Hils din skønne mor. Kh Anni Pape

  2. Det er sådan nogle skønne lokaler i har fået, og hvor er det en sjov historie, det bliver i familien, og match i kjole heaven 🙂

  3. Hej.😊. Sikke en god og sød historie😊. Smukke og hyggelige lokaler- hus.❤️. Der må jeg snart ind, germe med min datter og et par veninder ❤️.. God søndag.. Hilsen Christina .

  4. Fantastisk, der er mere mellem himmel og jord tror jeg på, det er meant to be❤️ Tillykke med lokalerne

  5. Sikken en dejlig historie 🙏🏼 Ja når dørene åbner sig , er det ment to be❤️ Jeg kommer forbi en dag og kigger ind på dine vidunderlige smukke kjoler og det fine lokale, som er nænsomt restaureret . Skønt at der er nogen , som stadig passer på vores historie

  6. Fantastisk læsning ❤️
    Tak fordi du deler historien. Det er skønt at læse “virkelighedens fortælling, mens den folder drømmene ud”.
    Ønsker mig at komme en tur forbi, se og røre jeres fine design. Og jeg håber at gøre det i denne kommende ferie. Måske vi ses 🤗
    Glædelig sommer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.