Feminin·isme og international kvindedag

Johanne
07/03/2021

I anledning af Kvindernes Internationale Kampdag d. 8. marts, vil jeg, som altid, bruge min stemme til at sætte fokus på søstersolidaritet og de stærke feminine værdier. Med ønsket om en stærk International Women's Day - ladies ❥

Frem med de feminine værdier!

Jeg ELSKER kvinder af alle slags og alt hvad det feminine står for: Omsorg, kærlighed, liv og fred. Femininisme kalder jeg det.

Men desværre synes jeg , at de feminine værdier alt for ofte gemmes væk i de offentlige, professionelle  og kulturelle rum. Jeg ser det overalt! I arkitekturen, vores danske ikkefarver, i al vores ellers højt elskede nordisk design og i resten af samfundet. Jeg tror, at det afspejler hele vores samtid. Og måske er vi kvinder bare vores egen værste fjende? Er vores idealer som ’mand-lige’ noget vi accepterer at sætte op for os selv af gud ved hvilken grund? Jeg hører i hvert fald MEGET ofte sætningen her: ”Det er noget superflot tøj, du laver, men det er alt for feminint til mig. Jeg er sådan lidt mere den rå (læs: maskuline/cool/seje) type.”

De sidste mange, mange år har vi næsten kun set det meget slanke, androgyne drenge-look på den skandinaviske catwalk. Oftest unge piger i 16-18 års alderen. Og de er da utroligt unge og smukke. Det er slet ikke det. Men jeg undrer mig over, at den ikke mindre smukke, feminine kvinde SLET ikke er repræsenteret, endsige accepteret i det nordiske modebillede?

Sådanne ensidige skønhedsidealer påvirker unægteligt os kvinder på en negativ måde. Ingen kvinde kan jo måle sig op mod en drengekrop. Og hvorfor skulle hun egentlig også det? Når der er så mange linjer inden for mode, hvorfor er der så ikke et bredere spektrum af kvindeidealer og dermed også feminine værdier og kvaliteter? Jeg ved det ikke. Men det er mænd, der sidder på langt de fleste topposter, uanset hvor man vender blikket hen. Så vi bestræber os måske på at ligne og opføre os ”som mænd” i kampen om anerkendelse og ligestilling. Men det er jo helt off!

I mine ører klinger femininitet så smukt. Jeg vil endda gå så langt, at jeg vil påstå, at hvis vi bragte de feminine værdier mere ind i det offentlige rum, da ville  mange verdensomspændende tragedier enten kunne undgås eller løses på en mere diplomatisk og konstruktiv måde. Og verden ville være et bedre sted at leve i.

'Limited edition' statement T-shirts med unika print

Som designer og direktøse af Ecouture har jeg blandt andet det mål - og det er en del af hele vores forretningsfilosofi - at fremhæve og sætte fokus på kvindelighed. I håbet om at få femininismen på agendaen. Derfor er det selvfølgelig helt naturligt for mig - i forbindelse med Kvindernes Internationale Kampdag - at designe et par statement T-shirts. Den ene med Ecoutures eget kvindetegn og teksten "Feminin-ist" og den andet med et grafisk billede af min elskede mor, Anne Marie Helger, og hendes selvvalgte statement tekst "Rød støttestrømpe".

Med disse statement T-shirts vil jeg gerne opmuntre til at stå op for os selv og vores medsøstres sociale rettigheder verden over. Det er en hyldest til Kvindernes Internationale Kampdag og til de feminine værdier, som vores verden har så meget brug for.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.