24. april 2014, Operahuset, København. Hotshots fra den internationale modeverden og et hav af andre interessenter havde sat hinanden stævne på Copenhagen Fashion Summit, der er verdens største og vigtigste event, når det handler om mode og bæredygtighed. Ecouture var selvfølgelig med – we walk the talk 🙂
Connie Nielsen og Summer Raye Oakes styrede slagets gang forbilledligt. Kronprinsesse Mary åbnede ballet, efterfulgt af Margrethe Vestager, før repræsentanter for en lang række af de største mærker indtog podiet og gjorde rede for, hvordan deres virksomheder arbejder hen mod en mere bæredygtig tilgang. Det var opløftende at høre, at også de store aktører er bevidste om de problemer, branchen har med hensyn til forurening og dårlige arbejdsforhold for dem, der er ansat i produktionen – d. 24. april var årsdagen for tragedien på Rana Plaza, så der var streg under behovet for handling.
For virksomhedern er overvejelserne om bæredygtighed naturligt nok baseret på en forventning om, at forbrugsmønstrets status quo ikke ændrer sig væsentligt. Sagt på en anden måde: Det handler om business. Mersalg. Tilførsel af bæredygtighed som en ekstra værdi, der får forbrugerne til at vælge til. Om ikke brug-og-smid-væk, så i hvert fald brug-og-forbrug-noget-mere.
Men maksimal og uophørlig vækst som succesparadigme er problematisk. I Danmark kasserer vi hvert år 16 kg tøj pr. person. 16 kg! Det er helt indlysende ikke bæredygtigt. Så bæredygtig produktion alene gør det ikke, der skal også ændres i måden, vi forbruger på. Retfærdighedsvis skal det siges, at det er der også nogle af de firmaer, der producerer luksusvarer, der har indset og taget til sig. I stedet for at sælge mange og stadig flere varer fra stadig flere butikker og outlets lægger man sig efter at producere lækrere, mere bæredygtige luksusvarer, som sælges dyrere i færre eksemplarer.
Men det er nødvendigt, at den tendens breder sig nedad til det tøj, de sko, de tasker og accessories, som vi køber til hverdag. Om netop det talte Vanessa Friedman fra Finansiel Times (nu moderedaktør på New York Times) i en skøn tale, som vakte jubel hos i hvert fald Ecouture. Køb mindre, men bedre, træf bevidste og velovervejede valg, og pas på dine ting, så de holder længe, var budskabet. Det er jo som flået ud af vores mundhule. Ecouture har fået lov at bringe Vanessa Friedmans tale på bloggen – læs den her.
En anden god pointe er, at hvis vi som forbrugere bliver bevidste om de (mange forskellige) mennesker, der har lavet vores tøj, vil vi også betragte og værdsætte det på en anden måde.
Se Eco-Ages skønne, lille film om netop det. “You carry the story of the people that make your clothes”.