Slået op d.

Kvindekamp: Vi vil ha’ kjoler med lommer, tak!

Har du nogensinde undret dig over, hvorfor lommerne i dine jeans er så små? Mens der både er plads til pungen og en kæmpe Samsung-telefon i de fleste mandebukser. Eller har du også bandet over, at det er nær umuligt at finde kjoler med lommer? Svaret på dine spørgsmål og frustrationer findes i modens historie, der, som altid, er tæt forbundet med den kønspolitiske udvikling gennem tiden.

Mindre strut i skørterne var kvinde-lommernes dødsstøj

Lommernes historie starter mange århundreder tilbage i tiden. Dengang tog lommer skikkelse af små tasker, der blev syet ind i tøjet eller bundet om livet på både mænd og kvinder. Arbejdende kvinder bar oftest disse taske-lommer uden på tøjet for at have hurtig adgang til indholdet, mens kvinder, der ikke arbejdede, havde dem inden under de store skørter, hvor der var rigeligt med plads.

I det 19. århundrede ændrede moden sig markant og skørterne blev meget smallere. Derfor droppede mange kvinder de taskelignende lommer, da de blev betragtet som umoderne og var ganske upraktiske at have på under det tætsiddende tøj. Imidlertid var meget mandetøj nu forsynes med indbyggede lommer, som vi kender dem i dag, mens kvinderne nu helt måtte undvære at have lommer til sine ting. I stedet blev den lille håndtaske født, og det var forløberen til de håndtasker, du finder i enhver kvindes garderobe i dag.

”En taske er ikke en lomme”

Sådan skrev den amerikanske forfatter og feminist Charlotte P. Gilman i New York Time tilbage i 1905. Her satte hun spørgsmålstegn ved, hvorfor kvindetøj ikke var forsynet med lommer, mens lommer stort set var at finde i alt mandetøj. Kort tid efter tog suffragetterne (eller den gamle kvindebevægelse, som de også bliver kaldt) kampen op for at få ret til lommer i deres tøj. Suffragette suitet blev hermed født samtidig med, at kvinder begyndte at få stemmeret verden over. Suitet havde masser af praktiske lommer og blev en stor succes. For en stund. Moden skiftede, og da 30’ernes økonomiske krise indfandt sig, og kvinderne blev bundet til hjemmet igen, var suffragette suitet atter glemt.

Britiske suffragetter i march inden 1. verdenskrig.

I dag er det stadig langt fra alt kvindetøj, der er lommer i. Der er stor forskel på størrelsen af kvinders og mænds lommer, og det kan være en større bedrift at finde kjoler med lommer. Men er dette overhovedet et problem, kunne man spørge? Kvinder kan jo bare gå med taske, som jo også er en af de mest elskede accessories for mange. Til dette spørgsmål vil størstedelen af datidens suffragetter og nutidens feminister nok svare: Ja, det er et problem. For som sagt tilbage i 1905 er en taske ikke en lomme.

I manglen på lommer i kvindetøj ligger der en klassisk kønsrolle-symbolik. At kvinder er til pynt og mænd er til handling: Kvinder har ikke brug for lommer, da de ingen ejendele har at passe på udover dem, de besmykker dig med. Mænd er til gengæld handlende individer med punge, penge og vigtige ejendele... Hallo! Vi befinder os i 2018!

Kjoler med lommer, tak!

Her hos Ecouture er vi store taskeelskere. Specielt fordi vi altid slæber rundt på computere, skitseblokke og penalhuse, som der alt uden lige ikke er plads til i en lomme. Derfor sælger vi også lækre, miljøvenlige lædertasker med plads til det hele. Og heldigvis er der masser af kvinderettighedspolitik indbygget i dem. De er nemlig lavet på fabrikker i Indien, hvor der sørges for at kvinderne får samme rettigheder og løn som mændene (læs mere om dette her).

Men vi elsker i den grad også lommer. Også i kjoler. Derfor vil vi hellere end gerne gå forrest i marchen og slå et slag for lommerne. Nogle gange kan en kjole se bedre ud uden lommer, men det kan så sandelig også give en kjole en ekstra, fed dimension at tilføje lommer til et design. Og når vi laver lommer i vores kjoler, så skal det i hvert fald ikke være de der fesne pyntelommer. Nej, så skal det være store, dybe lommer, man faktisk kan bruge til noget. Her hos Ecouture synes vi nemlig, at man sagtens kan være feminin og pæn at se på, og samtidig være en sej powerkvinder, der har brug for lommer til sine ejendele. Så hermed et opråb til resten af modebranchen. Ind med lommerne i kjolerne. TAK!

Se et udpluk af Ecoutures designs med lommer nedenfor, eller gå direkte til til vores kjole-side.

2 tanker om “Kvindekamp: Vi vil ha’ kjoler med lommer, tak!

  1. Ikke for at være irriterende, men det med middelalderens lommetasker er ikke rigtigt. I middelalderen hed det blot en pung og den hang fra et bælte. Bæltet hang uden på den almindelige kjole, men inden under en eventuel surcoat (overkjole).

    Lommetasker er muligvis dem fra 1700-tallet, men disse bliver kun båret af kvinder.

    For mig at se, behøver moderne lommer ikke ødelægge designet, de kan godt være skjult i sidesømmen. Jeg købte en 50’er kjole for en måned siden. Først da jeg kom hjem opdagede jeg, at den havde en lomme i højre side. Efter at have brugt den hyppigt den sidste måned er det først nu gået op for mig, at den faktisk også har en lomme i venstre side.

    1. Hej Julie

      Tak for din kommentar og rettelse. Jeg har hermed rettet i teksten, så der ikke opstår misforståelser mht., hvad man vil kalde “pungene” eller “taske-lommerne” fra middelalderen. Jeg har dog flere kilder og billeder, der bakker op om, at det både var mænd og kvinder, der bar “taske-lommer”. Så det tillader jeg mig at lade stå.

      Og du har helt ret. Det er heldigvis muligt at finde kjoler med lommer i både nyt tøj og vintage-tøj. Vores pointe er blot, at det ikke er nær så hyppigt at finde i kjoler og kvindetøj som i mandetøj – og når man finder det, er lommerne ofte meget mindre end mænds (specielt i bukser). Men selvfølgelig er gode, store lommer til at finde nogle stedet. Gudskelov.

      De bedste hilsner Helene

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *