Slået op d.

Nyhed! Natur, prikker og svensk porcelæn

Vi har netop været en sviptur til Sverige for at se Sägens nye smykkekollektioner og få de helt rigtige ringe, øreringe og halskæder med hjem til Danmark. Det var utroligt svært at begrænse sig! Men efter et par timers smykkejagt valgte vi tre meget elegante kollektioner af tre klassiske, svenske porcelænstel: Berså, Mon Amie og Swedish Grace. Se det smukke udvalg her i artiklen.

To timer i Sägens smykkehimmel

På Malmø Hovedbanegård blev vi hentet af Sägens designer Elin Sigrén, som kørte os hen til Sägens kontor Varket; et enormt hyggeligt og inspirerende kontorfællesskab, der holder til i en gammel bygning, hvor der tidligere har været bokseklub.

Kontorfællesskabet, som Sägen er en del af, er fuldkommen råt og magisk på én og samme tid. Der osede af kreativitet og nytænkning fra alle kontorerne, og vi blev faktisk lidt misundelige på de fede lokaler og fællesskabsånden. Så vi måtte lige minde hinanden om, hvor meget vi knuselsker vores skønne, skæve kjolesalon i Læderstræde.

Nyt liv til kasseret porcelæn

Efter en lille snak og en tår kaffe blev alle skuffer og skabe endevendt. Vi fik os også et kig ind i Sägens lager med alle porcelænstellene, som de svenske porcelænsfabrikker og antikforhandlere har kasseret på grund af skår eller andre småfejl, og som Sägen laver deres smykker af. Hvilken fantastisk måde at forvandle skrot til smykker på og derved undgå, at alt det fine porcelæn – og alle de ressourcer der er brugt på at lave det – går til spilde!

En hyldest til naturelementerne med grønne blade og blå dråber

Vi er yderst tilfredse med de kollektioner, vi valgte at tage med hjem til Danmark. Og vi er meget spændte på, hvordan du vil tage imod dem! De er alle valgt efter grundige overvejelser og med masser af tanker bag:

Berså-smykkerne er lavet af det klassiske Berså-stel, der blev lanceret i 1961. Det er den svenske designer Stig Lindberg, der står bag det fine, grønne service med det ikoniske blad. Vi er særligt vilde med de fine Berså-smykker på grund af referencen til naturen med de grønne blade. Det, synes vi, taler så godt sammen med Ecoutures tøj og vores kærlighed til naturen. Ja, og så elsker vi jo også farven grøn! Så det bliver ikke bedre.

Se hele vores udvalg af halskæder og øreringe her.

Den anden kollektion, vi faldt pladask for, var de nye, dråbeformede smykker af Mon Amie-porcelæn. Her er vi igen til falds for naturelementet i de fine regndråber. Mon Amie-porcelænet dateres tilbage til 1952, hvor porcelænsfabrikken Rörstrand valgte at producere Marianne Westmans blå teblomster for første gang. Smykkerne af dette stel er meget klassiske og elegante i deres look, og så passer de perfekt til alt vores blå tøj eller til at pifte et sort outfit op. Vi er kæmpe fan!

Læs mere om og bestil de elegante dråber her.

Man kan ikke sige Ecouture uden at sige prikker

De sidste par år er det gået op for os, at vi helt ubevidst er ved at tage patent på prikkerne – ligesom vores gode nabo Mads Nørgaard sidder lunt og godt på striberne. Så vi kom selvfølgelig ikke hjem fra Sverige uden en prik eller to. Her kommer den superlækre Swedish Grace-kollektion i spil: Runde, sirlige smykker i smukke farver og mønstre.

Vi havde i forvejen en del af de hvide og sorte Swedish Grace-smykker, men nu har vi suppleret op med ringe, halskæder og øringe af de blå, røde og rosafarvede stel. Swedish Grace er ligesom Berså og Mon Amie et klassisk og tidløst porcelænsstel. Det er den svenske designer Louise Adelborgs mesterværk, som hun lancerede allerede  i 1930. Dengang blev det kun produceret i hvid, men i dag laver Rörstrand stellet i flere farvevarianter, som vi nu kan få glæde af at pryde vores krop med. Vidunderligt!

Se hele vores udvalg af Swedish Grace-prikker her.

Gå aldrig glip af nye smykker, accessories og tøj fra Ecouture

Vil du være sikker på, at du ikke går glip af nyheder på webshoppen? Så er det en god idé at tilmelde dig vores nyhedsbrev. Vi sender nyhedsbrev ud 3-4 gange om måneden, når vi får nye produkter hjem. Du kan tilmelde dig her:

GemGem

GemGem

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.