En god veninde, der var ude at nyde snevejret i New York, spurgte mig på Facebook efter gårdagens blogindlæg, om jeg virkelig mente, man kunne tale om bæredygtig mode, for som hun så rigtigt citerede Vanessa Friedman fra New York Times, der er “no such thing as sustainable fashion, only a sustainable wardrobe”. Langt hen ad vejen må man give hende ret. Hele modens system beror på forandring og fornyelse, og vi nærmer os den gamle traver om mode og stil. Men selv om man er nok så stilfuld, kan man nok have lyst til at forandre sit personlige udtryk bare en gang i mellem.
Selvfølgelig kan der gøres ting inden for det modesystem, vi kender idag. Hvis vi ser på de materialer, der bruges, bliver der for eksempel dyrket over 24 mio. ton bomuld om året. Det er meget! Bomuldsproduktionen står for op mod 25% af pesticideforbruget på verdensplan, så bare ved at skifte til økologisk bomuld, tager du et skridt i den rigtige retning mod renere drikkevand.
Et andet tankeeksperiment kan være, at vi går fra at bruge bomuld til at bruge hamp. Hamp giver mellem 2 til 4 gange flere tekstilfibre end bomuld pr. hektar, og hvor bomuldsmarkerne som nævnt benytter en uhyrlig mængde pesticider, er dette stort set unødvendigt ved dyrkning af hamp. Hampen kan i modsætning til bomulden også dyrkes i koldere klimaer, også her i Danmark. Hamp har desuden en række andre fordele. For eksempel er den god til at forbedre jorden til andre afgrøder. Og nej, hamp behøver ikke længere være hverken krøllet, beige eller at kradse. Det kan behandles og bruges til meget smukke materialer.
Vi kan også genbruge fibre. Det vil sige, at det gamle tøj kradses op og laves til nye fibre. Det er stadig ikke for alvor slået igennem på kommercielt niveau, men udviklingen er igang. H&M, Bestseller, Nudie Jeans og mange flere gør forsøg med at blande de opkradsede genbrugsfibre med nye fibre, så kvaliteten bliver høj. Med 24.000 tons tekstiler, der årligt ryger direkte til forbrænding, er potentialet stort.
Der er selvfølgelig også omsmeltningen af plastflasker og polyesterfibre, der kan bruges til smukke nye materiale til tøj. Så et stort skridt kan tages, når vi vælger vores tøj i butikkerne. Kig i nakken på din nye kjole og se, hvad materialet er lavet af. Så har du taget dit første skridt, for bevidsthed alene kan ændre meget.
Jeg hørte for nogle år siden om en undersøgelse fra England, der pegede på, at ca 30% af det tøj, der bliver købt, aldrig (ja, jeg skrev aldrig) bliver brugt, eller for den sags skyld genbrugt. Så køb det, du kan lide, og som du kommer til at gå med, ellers nytter det jo ikke at have købt nok så mange kjoler i hamp.
Om RASMUS NORDQVIST
Er uddannet designer fra Det Kongelige Danske Kunstakademi, Skole for Design (tidl. Danmarks Designskole)
Har haft egen virksomhed, og præsenteret kollektioner i Paris
Tidligere leder af Københavns mode og designfestival
Tidligere undervist på Designskolen Kolding
Nu:
Underviser på International Fashion School i Berlin, ESMOD. Blandt andet MA i bæredygtig mode og med fokus på markedsføring, branding og forretningsudvikling
Konsulent i modebranchen med fokus på bæredygtighed