Hvordan opstod ideen med de nye størrelser?

Ecouture
11/07/2017

I juli måned kan du læse et lille Interview med Ecoutures designer i magasinet Liv.

 Foto: Thomas Dahl   –   Stylist: Yunah Rädecker
 Det er aldrig helt til at kende sine egne ord, når der er blevet redigeret og skåret ned. Så her på vores blog bringer vi Johannes ufiltrerede version af historien – og så kan du jo selv sammenligne, hvis du vil.

Hvordan opstod ideen med at droppe small, medium og large?

Blandt andet fra prøverummet. Jeg har prøvet tøj på RIGTIG mange kvinder og skuespillerinder, gennem mange år, via mit arbejde som designer og kostumier. Og kan se, at den feedback kvinder giver sig selv, er meget negativ! Som oftest er det et helt andet ærgerligt spejlbillede de selv ser – end det vi andre ser. Jeg kan blive ret forbløffet over, hvad kvinder tænker om sig selv, og det er vel og mærker helt almindelige, smukke og skønne kvinder. Så formålet med Ecoutures nye størrelses-betegnelser, er at tale til kvinder, som de skulle se sig selv! Nemlig som: Amazing, Beautiful, Marvelous, Lovely, Fantastic og Gorgeous. Alle positive ord, fordi alle vores kroppe er smukke.
De standart størrelsessystemer, der blev født med industrialiseringens masseproduktion. var oprindelig tænkt til at vejlede forbrugeren. Men den ”hjælp” er alligevel for længst ødelagt. En størrelse 38 er nemlig ikke mere den samme brands imellem. Og vi forventer heller ikke, at størrelserne er ens. Så der kunne jo ligeså godt stemples noget sødt i nakken på én, som man bliver glad for. Og jeg mener det er tid til at gøre op med størrelsestyraniet. Især den skala der hedder Small, Medium, Large, Extra Large. Da det selvfølgelig smitter af på kvinders vurdering af deres egen krop.
 
Den anden lille krølle er, vi håber, med de nye navne, at kunne forvirre vores kunder lidt – Nok til at få dem til ren faktisk at måle sig selv, så de ikke ender med at bestille en forkert størrelse. For hvis vi kan sende færre varer forgæves, ville det bestemt også være en stor gevinst! Både for os, kunden og miljøet.

 

Hvornår klimapjækker du?

1. Jeg vil helst ikke pjække. Men selv om jeg skaber miljøvenligt tøj, vil produktion altid sætte et klimaaftryk. Der har du allerede et kæmpe ”pjæk” Surstainable & fashion er to modsigende ord. Så jeg er i et kæmpe stort dilemma mellem at være producent og klima aktivist! Derfor skal jeg vælge mit fokus med omhu. Og jeg vægter, hvad der er bedst for moder jordkuglesen, aller højest! For hvis vi ikke har et sted at bo, kan alle andre kampe jo være lige meget.
 
2. Køber stort set kun økologisk, men især fordi jeg gerne vil støtte de firmaer der arbejder for et bedre miljø. Derhjemme går jeg ikke særligt op i, om jeg bruger en gammel giftig neglelak, for jeg anser nemlig allerede mig selv som en byrotte – så det er ikke på grund af min egen sundhed jeg er miljøfreak.
 
3. Jeg køber også virkelig meget genbrug, og der tænker mere på stil, udseende og pris ikke mindst. Nåja – men bæredygtige aspekt er jo også rigtig fedt!
 
4. Jeg har virkelig dårlig samvittighed over, at vi spiser meget kød i min familie, så jeg arbejder lidt på, at vi måske kunne blive fleksitarer – og have flere kødfrie dage om ugen.
 
5. Sidst jeg fløj til Aalborg, havde jeg også vildt sort samvittighed, men så tænkte jeg på, at vi normalt altid kun cykler, og ingen bil har. Så jeg håber det udligner vores rejser.

Hvor i dit design kan man se, at du er din mors datter?

Jeg ligner min mor på ekstremt mange punkter, både fysisk, humor og i vores holdninger. Men jeg ved ikke, om man kan se det i mit design. Vi har begge noget med kjoler, farver, boheme, blomster og flæser i gamle, historiske silhuetter. Jeg synes dog, min stil er mere klassisk og enkel – mens hendes stil er meget lag på lag og mere hippie – kostumepræget end min.
Da jeg var helt ung, ville jeg gerne lægge lidt afstand til mine forældre, nok fordi jeg ikke selv havde fundet en identitet så tidligt. Jeg har bare altid lignet min mor så meget, at folk kom hen og spurgte, ‘er du ikke Anne Marie Helgers Datter?’ Så det kan jeg ikke løbe fra! Men nu er jeg heldigvis nået til en alder, hvor jeg bare brand stolt af min lille mor. Så det vil jeg heller ikke.

Hvor er du i livet lige nu?

Desværre der hvor jeg er meget ængstelig på vores børns vegne, i forhold til vores jord.
Jeg håber, vi kommer til at se tilbage på en klimarevolution. En revolution som jeg var med til. Måske var det kun en dråbe i havet, men jeg gjorde, hvad jeg kunne – Tænk hvis vi alle gjorde det! Helt ydmygt vil jeg gerne være med til at ændre hele tekstilbranchen radikalt. Heldigvis er jeg i den arbejdsdygtige alder, og selv om jeg er ængstelig, er jeg også midt i livet, med ærmerne smøget op! Vi er totalt i gang med at rette op… Og det er også vildt sjovt at være med til!

40+ er…?

Det er virkelig det bedste tidspunkt indtil videre. Jeg var lidt skeptisk, da jeg blev fyrre, men det er jo pragtfuldt og den sjoveste og rareste alder. Også i forhold til ens egen krop. Nu kan jeg se mig selv i spejlet, og nogle dage synes jeg faktisk, jeg er meget flot. Den accept er først sket nu. Det tænkte jeg ikke om mig selv, da jeg var i 20’erne, men når jeg ser billeder af mig selv fra dengang, så var jeg jo sindssygt flot. Det kunne jeg slet ikke se dengang. Nu er alderen ellers begyndt at sætte sine små spor, men det synes jeg er helt ok. Og jeg er meget gladere nu.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.