Slået op d.

Grøn sommerguide til Københavns skjulte perler

Overvejer du at holde ferie i København i sommerferien? Så læs med her, hvor vi guider dig hen til nogle af Københavns mest unikke og hyggelige spisesteder og hoteller – alle med en grøn profil, selvfølgelig. Så kan du holde ferie med god klima-samvittighed og samtidig undgå at falde i turistfælderne. 

Her drikker og spiser du fantastisk

Start din bytur med lækker øko-mad på Københavns bedste bistro  

En skøn restaurant, vi elsker at besøge, er BOB – BioMio Organic Bistro. Det er en af de få 100% certificerede økologiske spisesteder i København, og maden smager bare dejligt. BOB ligger i Kødbyen på Vesterbro og er et godt sted at starte aftenen, hvis du vil videre ud i byen og drikke cocktails. Det vrimler nemlig med festlige barer og gå i byen-steder i Kødbyen og resten af Vesterbro. Så kridt danseskoene og hop i din bedste Ecouture kjole.

Hyggelige vinbarer og lækre øko-restauranter på vores elskede Nørrebro

Nørrebro er en af vores yndlingsbydele i København. Det er her Johanne startede Ecouture op i sin tid med et lillebitte showroom i en baggård på Fælledvej. Og i bedste Ecouture ånd, er der de sidste par år skudt en hel del øko-spisesteder og barer op på Nørrebro. Du kan f.eks. få et dejligt glas bio-vin og lækker tapas på Sabotøren på Fensmarkgade eller Terroristen på Jægersborggade. Vi kan også varmt anbefale dig at besøge øko-spisestederne Bæst og Mirabelle, der bor overfor Empire bio på Guldbergsgade. Ecouture teamet holdte julefrokost på Bæst sidste år, og maden smagte himmelsk, skulle vi hilse og sige.

Lækker mad og stemning på en båd i det nye Sluseholmskvarter

En lille gemt perle, vi gerne vil dele med dig, er Restaurant Vandvid på Sluseholmen i Sydhavnen. Her er der god stemning og dejlig mad lavet af lokale og ofte økologiske råvarer – og så er det da bare for hyggeligt at spise middag på en båd. Under jazzfestivalen har de live musik ombord den 6., 7. 8., 12., 13. og 14. juli, og hvis vejret er til det, skal du huske dit badetøj, så du kan tage dig en dukkert i Slusens havnebad efter middagen – eller bare hoppe i fra kajen, som vi plejer at gøre.

Til venstre: Restaurant Vandvid. Til højre: Sabotøren Vinbar

De skønneste grønne hoteller

Overnat på Bali i København

Vores absolut yndlingshotel i København er Manon le Suites, som ligger i centrum. Det er en del af den danske hotelkæde Guldsmeden Hotels, og hotellet har netop opnået at få 5 stjerner. Det betyder også, at hotellet oser af luksus og velvære, og bedst af alt er deres magiske indendørs pool-område, hvor du kan tage dig en dukkert mellem palmetræer og nyde en drink henslængt i de lækreste lounge møbler. Guldsmeden Hotels er gået all in på de bæredygtige principper og har guld i det økologiske spisemærke. Det betyder, at 90-100% af maden, du får serveret, er økologisk!

Idyl og afslapning nord for København

Hvis du vil bo lidt udenfor storbyen, kan vi varmt anbefale dig Kyhns Gæstehus, der ligger i centrum af Helsingør nord for København. Hotellet ligger i en nyrenoveret, fredet bygning og er ekstremt charmerende med skæve vægge, gulve og trapper. Gæstehuset har kun seks værelser i alt, hvilket giver en meget afslappet og nærværende dimension til dit ophold. Derudover har Hotellet er lille hyggelig baghave samt café, hvor du kan få den lækreste økologiske morgenmad og frokost eller bare en god kop øko-kaffe. En bonus ved hotellet er også, at det kun ligger få minutter fra stationen, hvor du kan tage toget til Nørreport og derfra gå til vores showroom på 5 minutter.

Vil du hellere bo på hostel?

Er du mere typen, der rejser med rygsæk på lavbudget? Så vil vi lige nævne Globalhagen Hostel for dig her til sidst. Det er et fint lille hostel i hjertet af Nørrebro, og det har både privatværelse og dorms. Hostellet er drevet af frivillige gennem Mellemfolkeligt Samvirke, og de serverer selvfølgelig også økologisk mad i deres café. Vi har aldrig selv overnattet der, men det ser brandhyggeligt ud, og vi elsker konceptet!

Til venstre: Loftværelset på det charmerende Kyhns Gæstehus. Til højre: Manon le Suites’ indedørs pool og lounge.

Hent et bykort i vores showroom og få flere grønne tips til København

Hvis du vil finde mere inspiration til grønne steder at besøge i København, kan du hente et af GoGreen Danmarks bykort i vores showroom. Du kan også besøge GoGreen Danmarks hjemmeside. Vi håber at se dig i vores skønne, skæve kjolesalon i løbet af sommeren!

Se showroomets adresse og åbningstider her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.