WHO MADE MY CLOTHES?
I dag er det Fashion Revolution Day! Jeg støtter op om denne dag! Og Ecouture vil gerne opfordre alle til at deltage… Derfor har jeg bedt Søs Vith & Tibbe Smith om at skrive dette gæste-blogindlæg.
….
Vi er alle i kontakt med stof hver eneste dag, om det er sengetøjet, håndklædet eller tøjet, vi har på. Hvis én ting er helt sikker, så er det faktisk, at du hver morgen tager en eller anden form for beklædning på kroppen. Andre morgenritualer så som bad, mad og kaffe bliver måske sprunget over eller udskudt, men at iføre sig sit tøj, er det mest selvfølgelige ritual af alle.
Det er nok også derfor, det er så svært at tænke videre over det og dets konsekvenser.
I mærket i bukserne står der Bangladesh. Men bomulden, de er lavet af, er dyrket i mange forskellige lande. Siden er den spundet, vævet og farvet og ikke mindst syet. Rejsen til et færdigt stykke tøj er lang, og der er mange mennesker, som er involveret i hvert eneste skridt på vejen fra bomuldsmarken til skabet. Men hvem er de mennesker? Og hvordan har de haft det?
Det er svært at finde ud af, hvordan ens tøj er produceret, og modeindustrien har et ry for at være en af de mest lukkede og uigennemsigtige industrier i verden, netop fordi værdikæden er så lang og involverer så mange mennesker.
Hvorfor er gennemsigtighed så vigtig?
Gennemsigtighed er vigtig, netop fordi værdikæden er lang, og faktisk er 75 millioner mennesker på verdensplan involveret i den. Gennemsigtighed giver forbrugeren adgang til at tage et informeret valg, når når vi køber nyt tøj. Gennemsigtighed muliggør dialog og diskussion om den måde, vores tøj bliver til på. Det giver os mulighed for at italesætte de problematikker, der opstår i så lang en værdikæde, og derefter komme til en fælles løsning; forbrugeren og branchen imellem.
I dag, fredag den 24. april, er det årsdagen for, at Rana Plaza-bygningen i Bangladesh kollapsede, og 1.138 mennesker blev dræbt og mange tusinde såret. Tekstilarbejderne havde samme morgen set bygningens store revner, men blev alligevel tvunget til at arbejde i den usikre bygning.
Omverdenen kalder det for en ulykke. Men som Naomi Klein tweetede efter bygningen kollapsede: “What accident?!” – for det var ikke en ulykke, men en konsekvens af den måde, vi accepterer, at vores tøj bliver produceret; på bekostning af andre menneskers liv og livskvalitet.
FASHION REVOLUTION DAY sætter fokus på gennemsigtighed, fordi det aldrig bør komme til på andre menneskers bekostning.
FASHION REVOLUTION DAY
FASHION REVOLUTION DAY er en reaktion på Rana Plazas kollaps. Hvert år i anledning af Rana Plaza årsdagen sætter bevægelsen fokus på problematikken omkring gennemsigtighed i modebranchen, og i år bliver vi som forbrugere bedt om at stille spørgsmålet #WhoMadeMyClothes til de tøjmærker ,som vi bærer på vores kroppe. Kampagnen kører i over 69 lande verden over, og også her i Danmark skal vi have spørgsmålet til at lave et ekko så stort på de sociale medier og ude på gaden, at modeindustrien ikke kan lade være med at lytte.
Vi vil have mere gennemsigtighed i modebranchen og vores tøjs værdikæde – vi vil vide, hvor, hvordan og af hvem vores tøj er produceret!
Men vi siger stop. Vi siger fra.
For at være med i kampagnen skal du blot vende vrangen ud på dit tøj, tage et billede af det og neck-label, tagge brandet og spørge dem, hvem der har produceret tøjet. Læg det op både på din Instagram og på din FB . Brug hashtagget #WhoMadeMyClothes #fashrev @fash_rev
Eller join os på den Røde Plads på Nørrebro i dag kl. 18.30 og dans med tøjet inside out.
#WhoMadeMyClothes
Skrevet af
Søs Vith & Tibbe Smith
På vegne af Unfair Fashion og FASHION REVOLUTION DAY Denmark