Slået op d.

4. advent-giveaway: Vind den lækreste nytårspakke

I år falder den 4. søndag i advent juleaften, så den sidste præmie i vores adventskalender skal selvfølgelig være ekstra luksuriøs. Derfor har vi strikket den lækreste nytårspræmie sammen til dig, som lige kan nå at blive sendt eller hentet, inden vi skriver 2018. Læs mere om præmien og om, hvordan du deltager i lodtrækningen, her i blogindlægget.

Vind en nytårskjole samt masser af herligheder til nytårsaften og 2018

Af en eller andet grund formår nytårsaften altid at snige sig ind på en. Pludselig står man der den 29. december og finder ud af, at man hverken har styr på nytårs-outfittet eller indkøbene til nytårsmiddagen. PANIK! Her kan Ecoutures adventsgiveaway være behjælpelig. Den består nemlig af et lækkert potpourri af sager, du kan pynte dig med og nyde nytårsaften – samt lidt godt læsestof til det nye år. Læs alt om præmien her:

En valgfri kjole fra webshoppen samt fede accessories

En nytårskjole skal være noget særligt. Gerne lidt mere festlig og spraglet end den sædvanlige lille sorte. Og vi tør godt love, at Ecouture er leveringsdygtig i sådanne smukke nytårskjoler. Den heldige vinder af vores 4. advent-giveaway kan frit vælge en kjole fra webshoppen. Til præmien hører desuden et par mørkerøde bæredygtige netstrømpebukser og et festligt pandebånd.

Biodynamiske bobler fra Rosforth & Rosforth 

Vin er på top 10 over de fødevarer, der indeholder flest giftrester. I en nyere test af udenlandske rødvine på det danske marked indeholdt 47% af de testede konventionelle rødvine giftrester fra sprøjtegift. Så tror da pokker, at man får så ondt i hovedet dagen derpå!

Hos Ecouture serverer vi altid biodynamiske bobler for vores kunder om fredagen. Dem køber vi hos vinhandleren Rosforth & Rosforth, som ligger under broen på Christianshavn (se også deres webshop). Og det er ikke helt tilfældigt, at de ligger ud til vandet. Det gør de, så deres vin kan blive sejlet direkte ind til dem med båd. Således minimerer de deres miljøaftryk på transporten.

Rosforth & Rosforth har været meget gavmilde og udloddet en fin flaske røde bio-bobler fra Frankrig til en værdi af 288 kr. Så bliver din nytårsaften lige en tand mere luksuriøs på boble-kontoen.

En årskalender fra Marens Blog

Maren Uthaug – kvinden bag Marens blog – har doneret sin hylende morsomme 2018-årskalender med alle sine bedste striber. Maren er fast tegner for Politiken med striben “Ting jeg gjorde”, og så er hun meddesigner på vores smukke Maren-kjole, der stadig er på lager i sort, blå og rød.

Læs mere om kjolesamarbejdet her.

 

Sustain Daily giver dig inspiration til en mere bæredygtig hverdag…

Blog-fællesskabet Sustain Daily giver dig godt læsestof med et eksemplar af deres magasin Sustain Yearly. Magasinet er fyldt med fede artikler og tips og tricks til, hvordan du lever mere bæredygtigt og miljøvenligt. Hvis du ikke allerede kender Sustain Daily, kan vi varmt anbefale, at du begynder at følge dem. De skriver virkelig gode artikler om alt fra miljøvenlig madlavning til bæredygtig mode. Du kan følge dem her på deres Facebook-side eller besøge deres blog. Foruden dette får den heldige vinder også en øko-sæbe fra EcoEgo og en økologisk makeuppung fra Vivatex med i præmiem.

Sådan deltager du i lodtrækningen

For at være med i lodtrækningen om den lækre præmie skal du være tilmeldt Ecoutures nyhedsbrev samt skrive en kommentar til dette blogindlæg (nedenfor), hvor du tilkendegiver, at du gerne vil vinde præmien. Sidste chance for at deltage i konkurrencen er den 26. december kl. 00.00. Du får direkte besked på din e-mailadresse onsdag d. 27. december, hvis du har vundet.

Hvis du ikke allerede er tilmeldt vores nyhedsbrev, kan du tilmelde dig her:

Held og lykke og glædelig jul fra Ecouture!

Slået op d.

Inspiration til en smuk vintergarderobe: Fra top til tå

Vinteren banker på, og det begynder at bide i kinder og hænder, når man bevæger sig udenfor. Så det er godt, at Ecoutures webshop er fyldt med skønne designs, der vil holde dig varm i den kolde tid. Se med her og find inspiration til din vintergarderobe.

Skønne Isolde er kommet hjem

Vores dejlige, varme vinterfrakke Isolde er landet i webshoppen denne uge. Frakken er lavet af en lækker, økologisk bomuld og foret med Thinsulate. Vi skal lige love for, at den er varm! Vi har ikke lavet så mange i år, og der er derfor kun meget få på lager af hver størrelse. Så det er nu, du skal slå til, hvis du vil nå at få fingre i din helt egen Isolde-frakke denne vinter.

Find frakkerne her.

Uldponchoer i smukt hulmønster

Vi har netop fået nye forsyninger af de fede uldponchoer ind ad døren. Ponchoerne er strikket af dygtige strikkedamer rundt omkring i Danmark. Heriblandt Aase på 87 år, som har strikket hele sit liv. Så vi kan garantere for, at håndværket er i orden! Selvom ponchoerne er lette og transparente, varmer de ganske meget. Og de er meget smukke ud over vores kjoler og bluser – eller blot over en jakke.

Find ponchoerne her.

Varme slå om-bluser af uld

På webshoppen finder du også de skønneste uldbluser. Uld har mange fantastiske egenskaber. Materialet er elastisk og varmeisolerende, og så er det ganske slidstærkt, hvorfor tøj af uld har en meget lang levetid. Vores fede Wrap-bluser er superfine ud over mange af vores kjoler. De fylder nærmest ingenting, så de er lige til at have med i tasken og finde frem, hvis du får brug for lidt ekstra varme i løbet af dagen. Smart ik’?

Find Wrap-bluserne her.

Strømpebukser, der sidder som en drøm

Strømpebukser er et ‘must have’ i vintergarderoben. Og det er altså lidt federe at have strømpebukser på, når de sidder ordentligt og ikke ruller ned på numsen. Nej tak! Derfor er vi ellevilde med strømpebukserne fra Swedish Stockings. De sidder, som de skal, og så er de lavet af op til 98 % genbrugsmateriale.

Find strømpebukserne her.

Psst…Vi får snart helt friske forsyninger og nye modeller hjem fra det svenske strømpefirma, så hold øje webshoppen de næste par uger!

Slået op d.

Ecouture har gæstet Grøn Snak. Lyt med og bliv klogere

I august var Ecouture på besøg hos GreenSpeak til en snak om bæredygtig mode og bevæggrundene for, at vi nægter at gå på kompromis med arbejdsforhold og miljøet, når vi laver tøj. Det kom der et vildt hyggeligt podcast-afsnit ud af, som er underholdende og informativt på en og samme tid. Lyt med og bliv klogere på tøjindustiens miljøpåvirkning og kom med bag kulisserne på Ecoutures arbejde med bæredygtig og social ansvarlig tøjproduktion.

Du kan lytte til podcasten Grøn Snak på YouTube, hvor du også får billeder med, samt i iTunes og andre podcast apps.

Skift til GreenSpeak med Ecouture

Ecouture er ambassadøser for Danmark velgørende teleselskab GreenSpeak. Det betyder, at hver gang en af vores kunder opretter et abonnement hos dem via vores side, får vi 100 kr. af GreenSpeak, som vi kan give videre.

Vi har valgt, at pengene skal bruges på julegratialer til de dygtige medarbejdere på systuen i Bulgarien. For selvom det er en systue med ordentlige forhold, vi kan stå inde for, er det en af de lavest lønnede brancher i verden. Så vi er sikre på, at pengene falder på et tørt sted omkring juletid for både de ansatte og deres familier. Læs mere om systuen.

Interesseret? Skift via vores link

Du kan se alle GreenSpeaks abonnementer og skifte over med Ecouture allerede i dag, når du opretter dig via dette link: Se abonnementer og abonnér via Ecouture.

Slået op d.

Nylonstrømpens historie: Derfor skal strømpebukser være bæredygtige

Alle, der har set Matador, husker scenen fra seriens sidste afsnit, hvor forretningsmanden Mads Skjern tilbyder iværksætteren Agnes Jensen et job i sit tøjfirma. Agnes tøver, da hun selv har opbygget sin egen lille virksomhed, hvor byens damer får opmasket deres strømper. Mads tilbyder derfor at overtage hendes virksomhed og hendes ansatte – så længe der er behov for opmaskning af strømper, naturligvis, indskyder han. “Maskerne render jo hele tiden”, siger Agnes. Men til den bemærkning har Mads et modsvar:

“I Amerika fremstiller de allerede strømper så billige, at folk smider dem væk og køber nye. Reparationer og den slags er måske aktuelt nu, men ikke i fremtiden.”

Spoiler alert: Han fik ret!

40’ernes vidunderopfindelse er ikke så vidunderlig mere

De billige strømper, som Mads Skjern henviser til, er selvfølgelig nylonstrømper. Nylon er en 100% kemisk fremstillet, syntetisk fiber, som blev opfundet i 1938 af den amerikanske kemikoncern Du Pont. I 40’erne blev nylon gjort tilgængelig for de kvindelige forbrugere i form af nylonstrømper. Før opfindelsen af nylon havde kvinder to materialer at vælge imellem, når de skulle købe strømper: Silke, der var dyrt og sart, og rayon, der ålede og var et billigt og dårligt kunststoffer. Så der er ikke noget at sige til, at nylonstrømper blev en kæmpesucces.

Som udgangspunkt kan man sige, at nylon var en rigtig god opfindelse, idet nylonstrømperne, dengang de kom på markedet, var meget mere slidstærke end 30’ernes silke og rayon. Nylonstrømper havde altså en længere levetid. På grund af deres høje kvalitet blev de rent faktisk også solgt til samme pris som deres forgængere i starten. Men så blev de hurtigt billigere, hvorfor den høje kvalitet desværre ikke afspejles i størstedelen af nutidens nylonstrømpebukser.

De fleste strømpebukser er lavet af nylon i dag, og ud over at de er meget skadelige for miljøet, både når de produceres, og når de kasseres af forbrugeren, så bliver de også lavet i en så ringe kvalitet, at de nærmest går i stykker, før man når at tage dem på. Hvad og hvem er det nu godt for?

Derfor skal du købe bæredygtige strømpebukser

I dag bliver der produceret ca. to milliarder par strømpebukser hvert år! De bliver som regel kun brugt et par gange, før de går i stykker og ender i skraldespanden. For de er ikke lige sådan til at reparere, og det kan jo heller ikke betale sig, når de er så billige, som de er (som den gode forretningsmand Mads Skjern pointerede i 1947). Dette, og den generelle brug og smid ud-kultur, er med til at gøre tekstilindustrien til en af de mest forurenende industrier i verden. Naturen og verdenshavene oversvømmes bogstaveligt talt af billige, ikke-nedbrydelige tekstiler.

Heldigvis findes der et enkelt firma (og der kommer forhåbentlig flere til), som har tænkt sig at rydde op efter den forurenende nylonstrømpeindustri og producere nylonstrømpebukser af høj og holdbar kvalitet. Swedish Stockings producerer bæredygtige strømpebukser, der laves af genanvendt nylon. De produceres i Italien på en fabrik, der er ledende inden for kvalitet, design og bæredygtighed. En stor del af fabrikken drives af strøm fra solceller, vandet i produktionen renses og sendes retur i naturen som helt rent vand, og der føres streng kontrol med de farver, der bruges i indfarvningsprocesserne.

Dét kalder vi et ordentligt firma, og derfor kan du selvfølgelig købe Swedish Stockings på Ecoutures webshop.

Recycling Club: Vær med til at lukke cirklen

Swedish Stockings har gjort det til deres mission at rydde op efter strømpebukseindustien og samtidig producere holdbare kvalitetsstrømpebukser. Derfor indsamler de nylonstrømpebukser til genanvendelse, så de ikke ender i naturen, men bliver brugt til nye produktioner af forskellig produkter (teknologien tillader endnu ikke, at de kan blive genbrugt til strømpebukser).

Ønsker du at genbruge dine gamle, brugte nylonstrømpebukser i stedet for at smide dem ud? Så send dem til Ecouture. Vi har nemlig besluttet at samle dem ind for Swedish Stockings her i Danmark og er glade for på den måde at kunne støtte op om deres Recycling Club – for at lukke cirklen. ♻️

På forhånd tak for, at du er med til at rydde op! Se Ecoutures adresse her.

Slået op d.

Miljømærkninger i tøj: Disse 4 skal du kende

I Danmark er vi efterhånden blevet ganske fortrolige med de forskellige økologi- og miljømærkninger inden for fødevarer. Vi bruger det røde Ø til at navigere os frem til sunde dagligvarer, der ikke skader vores krop og forurener naturen. Men vidste du, at det mindst er lige så vigtigt, at du vælger tøj, lavet af tekstiler med de rigtige miljømærkninger?

Tøj og tekstiler, der er produceret med skrappe kemikalier, er nemlig ekstremt skadelige for miljøet, tekstilarbejderne og din og din families sundhed. Og der er god grund til selv at tjekke op på de forskellige miljømærkninger i tøj, inden du svinger dankortet, for der er slet ikke samme statslige kontrol med tekstilvarer, som der er med fødevarer. Du risikerer altså at bære rundt på store mængder farlig kemi, der er i direkte kontakt med din hud hele dagen. ØV!

Fire miljømærkninger i tøj, du kan pejle efter

Hos Ecouture vil vi selvfølgelig helst have, at du bare køber alt dit tøj hos os. Vi har styr på vores materialer og går altid efter økologiske tekstiler med høje standarder. Men det kan jo ske, at du en gang imellem bevæger dig ud i andre tøjbutikker, og hvad så?

For at blive klogere på emnet og hjælpe vores kunder har vi bedt vores lokale stofpusher, Hanne fra Vivatex, om at lave en liste over mærkninger, der bruges i Danmark, og rangere dem efter, hvor miljøvenlige de er. Hanne har 20 års erfaring i at forhandle og producere miljøvenlige tekstiler, så vi føler os helt trygge i hendes hænder! Og ud fra Hannes liste har vi her lavet en lille guide til, hvilke miljømærkninger du skal gå efter. Mærkningerne er rangeret således, at de mest miljøvenlige kommer først.

1. GOTS – det globale miljømærke og mærket med de højeste standarder

GOTS er det bedste miljømærke, der findes lige nu. Ud over, at det er det miljømærke, der har de højeste standarder inden for både miljø og social ansvarlighed, er GOTS’ styrke, at det virker globalt. Det giver nemlig rigtig god mening med en international certificering, da tekstiler og tøj som regel krydser mange landegrænser, før de ender som færdig vare i en tøjbutik i Danmark, så med et internationalt mærke kan produktionen kontrolleres i alle led og lande.

Fakta om GOTS’ stadarder for tekstiler og tøj:

  • 70% af fibrene skal være økologiske (95%, hvis de bærer navnet ‘organic’)
  • Alle kemikalier, der er brugt i alle led af produktionen, skal leve op til meget høje miljømæssige kriterier
  • Vandforbruget skal leve op til høje kriterier
  • Indpakning af tekstilerne må ikke indeholde PVC, og papir, pap, hangtags osv. skal genbruges eller have særlige certificeringer
  • Alle virksomheder, der har været indblandet i produktionen, skal leve op til sociale kriterier fra International Labour Organisation (ILO)

2. Svanemærket – det nordiske miljømærke

Du er helt sikkert stødt på Svanemærket, når du skal købe husholdnings- og plejeprodukter. Men den grønne svane findes faktisk også som miljømærkning i tøj og tekstiler.

Hvis du finder et stykke tøj eller tekstil med Svanemærket, kan du ikke regne med, at tøjet er økologisk. Svanemærket viser blot, at varen er blandt de mindst miljøbelastende inden for den pågældende varegruppe. Det faktum, at reglerne fastlægges sådan, at højst 1/3 af varerne på det nordiske marked kan opfylde dem, er efter Hannes mening Svanemærkets store svaghed. Det betyder nemlig, at varerne ikke nødvendigvis er særligt miljøvenlige, men blot, at de er blandt de mindst miljøbelastende produkter på markedet lige nu.

Fakta om Svanemærkets standarder for tekstiler og tøj:

  • Krav til mange forskellige typer fibre, således at kun de mest miljøvenlige kan bruges
  • Naturfibre som hør eller bomuld skal være en vis procentdel økologisk og/eller være dyrket med pesticider, der er tilladt af EU regulationen 1107/2009
  • Strenge krav til samtlige kemikalier, som anvendes i produktionen
  • Krav til spildevandet fra bl.a. farverier
  • Det færdige produkt skal være mindst lige så godt som andre lignende produkter
  • Frivillig ordning, hvor producenten betaler gebyr for retten til at bruge mærket.

3. Blomsten – EU’s miljømærke

Miljømærkeordningen Blomsten minder meget om Svanen. Men hvor Svanemærket kun favner de produkter, der hører til de mindst belastende for miljø og sundhed i Norden, afdækker Blomsten alle produkter på markedet i EU. Til gengæld har Blomsten højere krav til økologi end Svanen. Så hvis man udelukkende bedømmer mærkerne ud fra hvor høje krav, der stilles til økologi, vil Blomsten indtage en andenplads i stedet for Svanen.

Fakta om Blomstens standarder for tekstiler og tøj:

  • Krav til mange forskellige typer fibre, således at kun de mest miljøvenlige kan bruges
  • Strenge krav til samtlige kemikalier, som anvendes i produktionen
  • Krav til spildevandet fra bl.a. farverier
  • Det færdige produkt skal være mindst lige så godt som andre lignende produkter
  • Frivillig ordning, hvor producenter betaler gebyr for retten til at bruge mærket

4. Oeko-Tex – udelukkende sundhed og skal ikke forveksles med økologi

Mange tror fejlagtigt, at Oeko-Tex-mærket er økologisk. Det er ikke tilfældet. Tekstiler og tøj med en Oeko-Tex-certificering er dyrket helt konventionelt og til slut testet for en mindre del af de hundreder af kemikalier, der anvendes i dyrkning og forarbejdning af tekstiler. Oeko-Tex garanterer derfor kun, at indholdet af udvalgte kemikalier er under en given grænseværdi.

Fakta om Oeko-Tex’s standarder for tekstiler og tøj:

  • Testet for allergifremkaldende farvestoffer eller farvestoffer, der kan afgive kræftfremkaldende stoffer
  • Testet for rester af pesticider og klorede fenoler
  • Testet for afgivelse af tungmetaller ved svedkontakt
  • Uden formaldehyd eller formaldehyd under grænseværdien
  • Har en pH-værdi tæt på hudens egen

Hvad skal jeg gøre, når der ikke er et miljømærke på tøjet?

Det er faktisk sjældent, at du vil finde tøj, der har miljømærker i nakken (lige på nær babytøj). Ecoutures tøj er heller ikke forsynet med miljømærkninger på trods af vores høje miljøstandarder. Det skyldes, at det er en meget kompliceret proces at få certificeret de enkelte stykker tøj, der ofte kun produceres en enkelt eller to gange og består af mange forskellige tekstiler, knapper, lynlåse osv.

I stedet gør Ecouture meget ud af at informere vores kunder om, hvilke materialer vores forskellige designs er lavet af. Når du shopper på Ecoutures webshop, kan du derfor altid finde materialeinformation under hvert produkt. Du kan læse om de forskellige tekstiler, hvilke firmaer vi har købt dem fra, hvor i verden de er producereret, og hvilke mærkninger de har. På den måde forsøger vi at være så gennemsigtige som muligt og give dig indblik i, hvad det er, du putter på din krop.

Spørg ind til, hvilke tekstiler tøjet er lavet af

Skal du shoppe hos brands eller butikker, der ikke har egen certificering eller miljømærke, er Hannes bedste råd, at du altid tager stilling til, om du stoler på dem, du køber dit tøj af. Er der sparsom information om tekstilerne, skal du ikke holde dig tilbage med at stille opklarende spørgsmål. Spørg ind til, hvilke materialer tøjet er lavet af, og om tekstilerne har nogle af de ovenstående miljømærkninger. Dette kan også have en positiv effekt på butikken, idet du gør opmærksom på, at der er efterspørgsel på miljøvenligt tøj blandt deres kunder. Koster en bluse 100 kr., kan du godt regne med, at den er fyldt med skrappe kemikalier og lavet under kummerlige forhold for tekstilarbejderne. Sundhed, miljø og etik hænger meget ofte sammen med prisen på tøjet.

Køb ALDRIG bomuld, der ikke er økologisk!

I Hannes øjne er ikke-økologisk bomuld en af de allerstørste miljømæssige skurke, der findes. Dyrkningen af konventionel bomuld bruger ca. 25% af verdens samlede forbrug af pesticider og sprøjtemidler. Og de konventionelle bomuldsmarker udgør kun 2-3% af jordens dyrkede arealer! Så et rigtig godt sted at starte er at gå en stor bue uden om ikke-økologisk bomuld og kun købe tøj af økologisk bomuld (eller andre miljøvenlige tekstiler). I Danmark må producenterne, ifølge lovgivningen, kun skrive på deres varer, at de er lavet af økologisk bomuld, hvis det er sandt. Hvis du finder et stykke tøj, hvor det er angivet, at bomulden er økologisk (uden en af ovenstående mærkninger), kan du derfor i de fleste tilfælde stole på, at den er god nok, siger Hanne.

Og hvad er så konsekvenserne af at købe tøj med skrappe kemikalier?

Det er et godt spørgsmål, svarer Hanne! Det, vi ved, er, at det både har konsekvenser for din sundhed, miljøet og tekstilarbejdernes helbred.

Din og din families sundhed: Skrappe kemikalier i tøj kan være kræftfremkaldende, hormonforstyrrende og være med til at udvikle allergi.

Miljøet og planeten: Skrappe kemikalier, brugt til produktion af tøj og tekstiler, forurener spildevand, jorden, havet, nærmiljøet og hele verdens økosystem (da de fleste kemikalier ender i havet).

Tekstilarbejdernes helbred: De mennesker, der er med til at lave vores tøj, risikerer at få kræft, blive udsat hormonforstyrrende kemikalier, få allergi, blive syge og i værste fald dø som følge af deres arbejde i tøj- og tekstilbranchen.

Støt de grønne virksomheder, når du skal ud og shoppe

Hvis du mangler inspiration til, hvor du finder bæredygtige og grønne tøjvirksomheder, der sælger tøj af tekstiler med de rigtige miljømærkninger, er hjemmesiden GoGreen Danmark et godt sted at starte. Her finder du vej til Danmarks bæredygtige butikker og webshops. Du kan også hente et af deres fysiske bykort over grønne virksomheder i København i Ecoutures showroom.

Mærkningsordninger til tekstiler udvikler sig løbende. Hvis du gerne vil følge med i udviklingen anbefaler Hanne, at du af og til tjekker op på mærkernes hjemmesider. I EU findes der miljømærkninger i tøj, som vi ikke ser så tit i Norden, f.eks tyske mærkninger som IVN Better, IVN  Best og kbA. Måske er der kommet nye mærker til Danmark om få år – og så opdaterer vi selvfølgelig med en ny, spændende artikel.

Slået op d.

Hvordan opstod ideen med de nye størrelser?

I juli måned kan du læse et lille Interview med Ecoutures designer i magasinet Liv.

 Foto: Thomas Dahl –   Stylist: Yunah Rädecker
 Det er aldrig helt til at kende sine egne ord, når der er blevet redigeret og skåret ned. Så her på vores blog bringer vi Johannes ufiltrerede version af historien – og så kan du jo selv sammenligne, hvis du vil.

Hvordan opstod ideen med at droppe small, medium og large?

Blandt andet fra prøverummet. Jeg har prøvet tøj på RIGTIG mange kvinder og skuespillerinder, gennem mange år, via mit arbejde som designer og kostumier. Og kan se, at den feedback kvinder giver sig selv, er meget negativ! Som oftest er det et helt andet ærgerligt spejlbillede de selv ser – end det vi andre ser. Jeg kan blive ret forbløffet over, hvad kvinder tænker om sig selv, og det er vel og mærker helt almindelige, smukke og skønne kvinder. Så formålet med Ecoutures nye størrelses-betegnelser, er at tale til kvinder, som de skulle se sig selv! Nemlig som: Amazing, Beautiful, Marvelous, Lovely, Fantastic og Gorgeous. Alle positive ord, fordi alle vores kroppe er smukke.
De standart størrelsessystemer, der blev født med industrialiseringens masseproduktion. var oprindelig tænkt til at vejlede forbrugeren. Men den ”hjælp” er alligevel for længst ødelagt. En størrelse 38 er nemlig ikke mere den samme brands imellem. Og vi forventer heller ikke, at størrelserne er ens. Så der kunne jo ligeså godt stemples noget sødt i nakken på én, som man bliver glad for. Og jeg mener det er tid til at gøre op med størrelsestyraniet. Især den skala der hedder Small, Medium, Large, Extra Large. Da det selvfølgelig smitter af på kvinders vurdering af deres egen krop.
 
Den anden lille krølle er, vi håber, med de nye navne, at kunne forvirre vores kunder lidt – Nok til at få dem til ren faktisk at måle sig selv, så de ikke ender med at bestille en forkert størrelse. For hvis vi kan sende færre varer forgæves, ville det bestemt også være en stor gevinst! Både for os, kunden og miljøet.

 

Hvornår klimapjækker du?

1. Jeg vil helst ikke pjække. Men selv om jeg skaber miljøvenligt tøj, vil produktion altid sætte et klimaaftryk. Der har du allerede et kæmpe ”pjæk” Surstainable & fashion er to modsigende ord. Så jeg er i et kæmpe stort dilemma mellem at være producent og klima aktivist! Derfor skal jeg vælge mit fokus med omhu. Og jeg vægter, hvad der er bedst for moder jordkuglesen, aller højest! For hvis vi ikke har et sted at bo, kan alle andre kampe jo være lige meget.
 
2. Køber stort set kun økologisk, men især fordi jeg gerne vil støtte de firmaer der arbejder for et bedre miljø. Derhjemme går jeg ikke særligt op i, om jeg bruger en gammel giftig neglelak, for jeg anser nemlig allerede mig selv som en byrotte – så det er ikke på grund af min egen sundhed jeg er miljøfreak.
 
3. Jeg køber også virkelig meget genbrug, og der tænker mere på stil, udseende og pris ikke mindst. Nåja – men bæredygtige aspekt er jo også rigtig fedt!
 
4. Jeg har virkelig dårlig samvittighed over, at vi spiser meget kød i min familie, så jeg arbejder lidt på, at vi måske kunne blive fleksitarer – og have flere kødfrie dage om ugen.
 
5. Sidst jeg fløj til Aalborg, havde jeg også vildt sort samvittighed, men så tænkte jeg på, at vi normalt altid kun cykler, og ingen bil har. Så jeg håber det udligner vores rejser.

Hvor i dit design kan man se, at du er din mors datter?

Jeg ligner min mor på ekstremt mange punkter, både fysisk, humor og i vores holdninger. Men jeg ved ikke, om man kan se det i mit design. Vi har begge noget med kjoler, farver, boheme, blomster og flæser i gamle, historiske silhuetter. Jeg synes dog, min stil er mere klassisk og enkel – mens hendes stil er meget lag på lag og mere hippie – kostumepræget end min.
Da jeg var helt ung, ville jeg gerne lægge lidt afstand til mine forældre, nok fordi jeg ikke selv havde fundet en identitet så tidligt. Jeg har bare altid lignet min mor så meget, at folk kom hen og spurgte, ‘er du ikke Anne Marie Helgers Datter?’ Så det kan jeg ikke løbe fra! Men nu er jeg heldigvis nået til en alder, hvor jeg bare brand stolt af min lille mor. Så det vil jeg heller ikke.

Hvor er du i livet lige nu?

Desværre der hvor jeg er meget ængstelig på vores børns vegne, i forhold til vores jord.
Jeg håber, vi kommer til at se tilbage på en klimarevolution. En revolution som jeg var med til. Måske var det kun en dråbe i havet, men jeg gjorde, hvad jeg kunne – Tænk hvis vi alle gjorde det! Helt ydmygt vil jeg gerne være med til at ændre hele tekstilbranchen radikalt. Heldigvis er jeg i den arbejdsdygtige alder, og selv om jeg er ængstelig, er jeg også midt i livet, med ærmerne smøget op! Vi er totalt i gang med at rette op… Og det er også vildt sjovt at være med til!

40+ er…?

Det er virkelig det bedste tidspunkt indtil videre. Jeg var lidt skeptisk, da jeg blev fyrre, men det er jo pragtfuldt og den sjoveste og rareste alder. Også i forhold til ens egen krop. Nu kan jeg se mig selv i spejlet, og nogle dage synes jeg faktisk, jeg er meget flot. Den accept er først sket nu. Det tænkte jeg ikke om mig selv, da jeg var i 20’erne, men når jeg ser billeder af mig selv fra dengang, så var jeg jo sindssygt flot. Det kunne jeg slet ikke se dengang. Nu er alderen ellers begyndt at sætte sine små spor, men det synes jeg er helt ok. Og jeg er meget gladere nu.

Slået op d.

Folkemøde 2017 – Kan modeindustrien blive bæredygtig?

Da jeg for en del måneder siden sad ved mit skrivebord en tilfældig grå hverdagsmorgen og åbnede min mailboks, tikkede der en invitation ind til at deltage i en debat på Folkemødet. Overskriften lød: Kan modeindustrien blive bæredygtig? Og hvem bærer ansvaret for en mere bæredygtig modeindustri: Er det forbrugeren, virksomheden eller en helt tredje?

Der fik jeg det ligesom dengang i skolen, når læreren spurgte om et eller andet, man godt kendte svaret på, med armen strakt helt oppe i luften. Her! Her – ta’ mig, ta’ mig… Det ved jeg nemlig godt! Så det vil jeg meget gerne svare på.

Derfor var jeg for første gang på Folkemødet i år

Har glædet mig stort! Både til glosuppe og til at bidrage på min egen kæphest i debatten.

Havde en rigtig fed oplevelse og er blevet ret så vild med Folkemødet! Selvom der helt klart også er en god portion #SeMig tendens at spore. Men mellem alle pingerne er der også en SUPERhyggelig, folkelig demokrati-festivals-stemning, sol, sommer, og så på min elskede ø ❤ (jeg har jo boet på Bornholm i syv år).

Jeg fik mig først en ordentlig én på glosupperen. Mødte Den Økologiske Produktionsskole, hvor jeg engang har været underviser i re-design. Faktisk var det netop der, jeg fik skaffet min første viden om, hvor grum tekstilindustien er på miljøfronten. Det var mit eget “point of no return”. For når man først har den viden, så fanger bordet.Se lige et fint politisk optog, de har stablet på benene. Wauw – pivstolt blev jeg på deres vegne!

Debat: Kan modeindustrien blive bæredygtig?

Arrangeret af: Dagbladet Information og Omstilling Nu

Sammen med et ekspertpanel bestående af:
Jonas Eder-Hansen, Underdirektør, Danish Fashion Institute (Dafi)
Mia Møgelgaard, Sustainability Manager, H&M
Johanne Stenstrup, Blogger, Sustaindaily
Alle sammen nogle af Tordenskjolds soldater, som jeg godt kender i forvejen.

Sammen kigger vi nærmere på fremtidens (måske bæredygtige) modeindustri.

Målet med debatten var at fokusere på vores holdninger og metoder til, hvordan og hvor der skal gribes ind for at gøre industrien mere bæredygtig, og hvor vi ser os selv i den agenda. Hvilke udfordringer der skal løses, og hvordan vi kommer i den ønskede retning…

Noget af det fede ved at mødes med de andre i branchen under åben himmels-tøj, synes jeg, er, at man altid kommer hjem med en glædelig følelse af ikke at stå helt alene i verden. Og lyst og gåpåmod til at løfte overlæggeren lidt højere op:) Vi kunne snildt have snakket i timevis… hvis det skulle være:)

Så derfor har jeg skrevet nogle af de vigtige pointer til jer her i denne blog.

Lige nu er modeindustrien en af verdens mest forurenende. Der begynder i stigende grad at komme fokus på problemet, og forskellige forretningsmodeller og løsninger bliver sat i værk.

Jonas er en klog mand at høre på. Han siger: ”En ting er helt sikkert, Modeindustrien KAN ikke fortsætte, sådan som den kører nu.” Og det kommer immervæk fra underdirektøren i Danish Fashion Institute. Bum! Der blev jeg da lidt forelsket:)

Men hvem bærer ansvaret for en mere bæredygtig modeindustri: Er det forbrugeren, virksomheden eller en helt tredje? Og er det overhovedet muligt at forene modeindustriens omskiftelighed med en bæredygtig produktion? 

Og så til mit svar:

(Nu har jeg jo siddet med hånden oppe i luften så længe.) Som det 2. generationsblomsterbarn jeg er, kan jeg med glæde sige, at svaret er dejligt hippieagtigt. Nemlig, at ansvaret ligger tungt hos os alle sammen!

Tænk, hvis vi ALLE sammen gjorde det, vi kunne, der hvor vi nu er, arbejder eller har kontakter, for at ændre forholdene. Prøv lige at forestille dig det scenarie, hvor alle mennesker på hele kloden gjorde en forskel. Hvor meget vi sammen kan ændre!!! Sammen kan vi nemlig godt vende flåden.

Hvis man ser på modebranchen som en stor flåde af tunge supertankere – der helst vil følges ad den samme vej – så er det ellers noget af en opgave!

Nitten er bare, at hvis vi ikke løfter opgaven sammen, er det ligesom i en menneskepyramide. Når der er nogle, som ikke vil være med til at løfte, bliver det altså ret så tungt for de andre. 

Er det forbrugeren? Ja, det er det…

”Forbrugeren”, det er jo os alle sammen. Og man har som forbruger en kæmpestor ”stemme” i kraft af de tøjbrands, man vælger at tage på. Man støtter jo deres eksistens og dermed deres produktionsmetoder.

Danskerne alene forbruger 89.000 tons tøj om året. Det svarer til, at hver dansker køber 16 kilo tøj hvert år. Og hver gang der skal produceres en ny t-shirt, bliver der udledt flere kemikalier, mere CO2 og brugt mere vand. Men miljøbelastningen ved tøj ligger ikke kun i produktionen. Omkring 40% af et stykke tøjs miljøpåvirkning finder nemlig sted, efter det har forladt butikken. Altså hjemme hos dig!

Og her kommer lige et par gode råd fra os:

Fra Mia: Byt eller sælg eller giv dit brugte tøj væk. Tøj sviner også, når du smider det ud! Tøjspild handler meget om, hvad du gør med dit tøj, når du ikke selv gider bruge det længere. Og mere end halvdelen af det tøj, vi smider væk, bliver ikke genanvendt. Dermed går ressourcerne tabt. Tøjet kan sagtens bruges i længere tid. Ifølge en rapport fra Nordisk Ministerråd har 80 procent af det tøj, vi smider ud, 80 procent af levetiden tilbage – og kunne altså nemt gøre gavn andre steder. Gå ind i H&M’s indsamlingskasser med det tøj, du ikke vil aflevere i en genbrugsbutik, for de kan også genbruge fibrene.

NB: Ecouturetøj kan du dog sælge på den her FB-side – og få en ganske god pris:)

Fra Johanne & Sustaindaily: Køb kun det, du har brug for! Tøjforbruget kan du skære ned på, så start med at overveje, hvorfor du køber tøj. Er det, fordi du ser et godt tilbud, fordi du keder dig, fordi du vil forkæle dig selv, eller fordi du rent faktisk har brug for nyt tøj? Køber du mindre mængder tøj, er der måske også råd til at investere i tøj, der kan holde længere, fordi kvaliteten er bedre.

Det, du også kan gøre, er at følge med på Sustain Daily og Johannes blog Bedre mode, der netop henvender sig til forbrugerne og kommer med daglige gode råd til en mere bæredygtig måde at leve på.

Fra mig: Vask generelt mindre! Hvis du vil passe godt på dit tøj, så vask evt. i hånden. Lad derefter tøjet  dryptørre (helst ude). Sådan kan du beholde dit tøj rigtig længe. Nogle gange kan man med fordel lufte tøjet eller bare nøjes med at vaske det under armene. På den måde sparer du også en masse strygearbejde. Læs vores generelle tips om mål og vask

Du kan læse op på nogle gode vaskeråd på Forbrugerrådet TÆNK.

Er det virksomhederne? Ja, det er det i høj grad!

Det var vi meget enige om alle fire.

Jeg plejer at sige, at ”det at gå op i økologi og bæredygtighed i modebranchen er lidt ligesom at løbe om kap, men hvor man er den eneste, der har en fodlænke på med en stor tung ModerJordKugle hægende i enden.” Så jo flere vi er, desto mere fair for alle.

Ecouture er et ganske lille firma. Men det fede ved det er, at vi er meget omstillingsparate. Vi kan hurtigt ændre på tingene og prøve nye forretningsmetoder af – og det gør vi jo også. Læs fx om vores forudbestillinger.

Jeg tror, det er meget vigtigt, at vi er nogle, der gør det! For lige som i teaterbranchen er det ofte i græsrodsbevægelsen, at man finder de helt nye og anderledes tiltag, som de store og etablerede teatre så kan skæve til og evt. bruge.

Det var faktisk også Mias pointe. Bare at H&M er så kæmpestore, at de har musklerne til at gå forrest og vise nye veje. Så det håber jeg da, de kommer til at gøre meget mere af i fremtiden… Se, DET ville jo batte noget! Og måden, hvorpå vi kan hjælpe dem med det, er at købe deres Conscious-varer, når vi går derind – så tør jeg godt love, at de satser mere på økologien fremover.

Eller er det en helt tredje part? Ja, det er det…

Ved siden af at være direktøse i eget firma er jeg også hovedkulds klima-aktivist. Så jeg er jo landet i et paradoks. Et skizofrent dilemma mellem at være producent, hvor det handler om at skulle skabe nyt – nyt – nyt, og så samtidig gerne ville gøre noget ved vores kæmpe overproduktioner af tøj og køb-smid ud-kulturen.

De to ord “bæredygtig” og “mode” er jo i virkeligheden meget selvmodsigende. Så jeg bruger meget tid på at researche markedet for nye, spændende materialer. Det sker hele tiden nyt, og der kommer mange nye, sjove fibre. Men jeg er jo designer. Jeg er ikke biokemiker eller energi-ingeniør. Så der er i høj grad brug for, at politikerne og organisationer som Dafi hjælper med at bygge bro imellem videnskaben og ”os på gulvet”. For det går HELDIGVIS hurtigt. Og det, der virkede miljøvenligt i går, kan være noget helt andet i morgen. Så det er meget vigtigt, at vi kan følge med og træffe de rigtige valg – for jer!

Earth Overshoot Day 2017 lander i år, helt i starten af August. Så vi har sgu også travlt!

Velkommen, kære læser, til ”The green revolution”. Sammen kan vi nemlig godt.

 

Kærlige grønne hilsner fra Johanne – på Bornholm

Slået op d.

Femininitet og kvindelig power med værdighed

Drømmer du om at være mere kvindelig til hverdag?

At tage din feminine side i hånden og udstråle mere af den kvinde, du i virkeligheden er! Det tror jeg nemlig, vi er mange, der gør. Altså drømmer om det, men ikke rigtig tør.

Og hvorfor tror du det, Johanne? Jo, det gør jeg, fordi vi hos Ecouture meget ofte hører sætninger som for eksempel: ”Jeg har besluttet mig for, jeg skal gå meget mere i kjole”, ”jeg prøver at gå mere i farver, nu må jeg altså ud af min comfortzone”, ”det er noget superflot tøj, du laver, men det er nok lidt for feminint til mig” eller “det kan jeg ikke rigtig have på på mit arbejde.”

Kan du genkende det?

 

Se nogle af vores feminine styling-tip til jobbet i dette blogindlæg.

Den feminine kvinde er sjældent repræsenteret

Jeg forstår det faktisk godt, altså hvor den kommer fra – denne angst for det feminine. For ikke nok med, at vi har vores gode, gamle jantelov med i kulturarvsbagagen; næ, det er jo også det billede, vi ser overalt og spejler os i. Den gængse main-stream nordic fashion-stil er meget maskulin, enkel og farveløs, og gennem de sidste mange, mange år er det kun det meget slanke, androgyne, drengede look, vi har set på den skandinaviske catwalk. Det er oftest unge piger i 16-18 års alderen, som skal repræsentere kvinden. Bevares, de er da utroligt unge og smukke, det er slet ikke det. Men jeg studser bare over, at den ikke mindre smukke, feminine kvinde SLET ikke er repræsenteret, endsige accepteret i vores trendbillede? Desværre synes femininitet, den kvindelige stil og de værdier, der følger med, at have fået en negativ klang.

Noget, der altid har undret mig, er, at feminister i overalls og såkaldte betonlebber i kanvastøj, business-kvinder i powersuits og andre kvinder, der kæmper for ligeret og kvindemagt og power, ofte ligner små mænd!? Men måske er vores skønhedsidealer som ”den lille mand” et forsøg på at afseksualisere, virke cool og blive taget alvorligt på arbejdet? Jeg ved det ikke – men det er mænd, der sidder på langt de fleste topposter, uanset hvor man vender blikket hen. Så vi bestræber os måske på at ligne mænd i kampen om anerkendelse?

Femininisme

Men hvorfor skulle man ikke kunne være supersej, feminin og MEGAkvinde på samme tid. Det begriber jeg ikke? Jeg elsker kvinder af alle slags og alt, hvad det feminine står for. Femininisme, kalder jeg det. Retten til både at være kvinde, feminin OG et begavet menneske på samme tid.

For i mine ører klinger feminint så smukt! Det, de feminine værdier står for, er mindst lige så vigtigt som de mandlige værdier: Kærlighed – næstekærlighed – skønhed –  farver – omsorg – familie og varme. Jeg kunne blive ved… Og dét synes jeg, man skal være meget stolt af at repræsentere!

Når der nu er så mange linjer inden for mode, så skal der også være plads til et bredere spektrum af kvindeidealer og dermed også kvindelige værdier og kvaliteter! Og det er her, Ecouture finder sin plads.

Så hvis du drømmer om at finde din kvinde frem igen – tage hende i hånden, med ud i verden – så kom med. Man kan SAGTENS være en feminin kvinde og beholde sin stolthed med stor værdighed på samme tid!

 

Så jo – jeg tror, vi er mange, som drømmer…

Flere kvinder og mere feminin-isme repræsenteret i toppen

Og derfor blev jeg da også PAVEstolt, da Ecouture fik sin første statsminister-kjole! I december optrådte et af mine designs i New York Times, The Guardian og alverdens andre aviser. Det har jeg alligevel ikke prøvet før! Grunden til den store eksponering var selvfølgelig, at en rigtig vigtig person valgte at bære den på et rigtig vigtigt tidspunkt: Personen var Islands nye statsminister Katrín Jakobsdóttir, anledningen hendes indsættelse.

Vi er ekstremt stolte af, at netop Katrín valgte at tage en Ecouture-kjole på, da hun blev indsat som Islands statsminister. Hun er nemlig alt, hvad Ecouture står for: Hun er miljøforkæmper og pacifist, og så er hun et sandt bevis på, at man sagtens kan være megasej powerkvinde og samtidig holde fast i de feminine værdier. Flere af den slags på verdens magtposter!

 

Se også denne lille video med fru modersen og mig, hvor vi bl.a. diskuterer farver, kjoler og pyntesyge – hvor kommer den egentlig fra, den der spanske pyntesyge?

Video med  Johanne Helger Lund & Anne Marie Helger af Kaj Lergård

 

Kærlig kjolehilsen Johanne Helger Lund

&

Ecouture

 

Slået op d.

En Ecouturekjole vil ikke samle støv bagest i skabet

Hos Ecouture elsker vi kvinder!

Derfor lancerede vi for en måned siden vores nye, positive tøjstørrelser her på bloggen og på Facebook. Og vi skal lige love for, at den nyhed fik ben at gå på. Ud over, at blogteksten tiltrak 15.000 læsere, valgte både Berlingske og TV2 News at tage vores problemstilling op til debat. Fedt!

Formålet med Ecoutures nye størrelsesbetegnelser er at tale til kvinder, som de skal se sig selv! Nemlig som: Amazing, Beautiful, Marvelous, Lovely, Fantastic og Gorgeous. Alle positive ord, fordi vi synes, at kvindekroppen er smuk i alle sine 1.000 variationer. Læs blogindlægget om vores holdning her.

Størstedelen af den respons, vi har fået, har været meget positiv. Mange af jer har givet udtryk for, at I er glade for, at vi som tøjbrand bruger vores stemme til at blande os i kropsdebatten. Men der er også nogle få debattører, der mener, at tiltaget vil vildlede vores kunder frem for at vejlede dem. Det er vi faktisk ikke enige i. Læs her hvorfor.

Størrelser på en Ecouture kjole

 

Tøj er smukkest, når det passer – også en Ecouturekjole

Derfor skal man måle sig, inden man køber tøj på nettet. Tøjbrands syr efter forskellige mål og proportioner. En str. 38 i H&M vil sjældent have de samme mål i andre butikker. Og eftersom man ikke længere kan sammenligne de traditionelle tøjstørrelser brands imellem, er man alligevel nødt til at kende hvert enkelt brands mål og størrelser for at få det bedste resultat. Derfor har vi lyst til at stemple noget helt andet – noget sødt – i nakken på de kvinder, der vælger at købe en Ecouturekjole. Noget, som får dem til at føle sig godt tilpas! For det burde man altid gøre.

En positiv følgevirkning af vores nye størrelsesbetegnelser er derfor, at vi bedre kan vejlede dig via vores egne målskemaer, så du kan vælge den størrelse, der passer allerbedst til din krop. Vi har altid gjort meget ud af at have målskemaer under hvert produkt på webshoppen, men nu ”tvinges” man lidt mere til at måle efter, når man lægger sin første bestilling hos os.

Vi ønsker os en fair tøjindustri for alle

Selvfølgelig er det svært at regne ud, om man er en størrelse Lovely eller Fantastic, når man støder på Ecouture første gang. Men det er faktisk også en del af vores agenda: At man ikke uden videre kan gætte, hvilken størrelse man bruger, første gang man bestiller hos os. Man skal måle efter. ”Det er da en vildt dårlig forretningsidé”, vil smarte marketingstyper udbryde. Som en af slagsen også gjorde i News-debatten. Og ja, det ville det da også være, hvis Ecoutures eneste mål var at sælge en masse tøj så hurtigt som muligt. Men nu er det bare sådan, at vi faktisk går meget op i, at vores tøj sidder ordentligt på vores kunder. At de vil elske det og værdsætte det. OG at det bliver produceret med respekt for miljø og mennesker. Så det behøver slet ikke gå så stærkt.

Faktum er, at tøjindustrien i dag er kørt fuldstændig af sporet. Den brager hovedløst derudaf mod en miljø-katastrofal og etisk afgrund. De fleste producenter er fuldstændig ligeglade med miljøet og de mennesker, der er med til at producere deres tøj. For tøjproducenterne er det bedste scenarie, at folk køber en masse tøj, bruger det et par gange, smider det ud, og køber noget nyt. Et fænomen, man kalder ’Fast Fashion’ og ‘Brug og smid ud-kultur’: Tøj skal være billigt og let tilgængeligt, så vi kan købe en masse af det, kassere det efter kort tid og købe noget nyt. Men det siger sig selv, at hvis prisen skal presses helt i bund i tøj- og webbutikkerne, så er der arbejdere, der ikke får en ordentlig løn og behandling. Og hvis vi skal blive ved med at forbruge så meget tøj, som vi gør nu, presses jordens ressourcer også fuldstændig i bund.

Det skal og må ikke gå så hurtigt!

I Politiken kunne man i weekenden læse, at 30% af tøjet i vores garderober ikke er blevet brugt i et år. 30%! Det skyldes i de fleste tilfælde, at tøjet er købt i den forkerte størrelse, viser en britisk undersøgelse. Så ikke nok med, at vi forbruger som aldrig før, vi køber også en masse tøj, som vi aldrig får brugt, fordi det er for stort eller småt eller ikke lige sad så godt alligevel. Hvilket spild af naturens ressourcer, menneskers hårde arbejde og vores penge.

Hos Ecouture gør vi os meget umage med alt, hvad vi gør. Vi lægger mange timer i at udvikle vores designs, så de sidder fantastisk på rigtig mange kvinder. Og vi tænker over, at vores designs skal være tidløse, så de kan bruges i mange år og ikke kun en enkelt sæson. Vi bruger rigtig lang tid på at finde økologiske kvalitetstekstiler, og vi sørger for, at tøjet bliver lavet på systuer i Europa med ordentlige arbejdsforhold.

Når vi nu har gjort os så umage, ønsker vi også, at vores kunder orienterer sig i vores målskemaer, inden de lægger en bestilling hos os. Man tjekker jo også, om klædeskabets mål passer til soveværelset, inden man bestiller det hjem. Det er tid givet godt ud. Man ender nemlig med et produkt, der passer ordentligt og sidder smukt. Og allervigtigst undgår man at have en Ecouturekjole hængende, man aldrig bliver rigtig glad for. Nej tak!

 

Så ja, hr. marketingstype. Det kan godt være, at du synes, det er en dårlig forretningsidé. Men vi er ret sikre på, at både Moder Jord og hendes kvinder synes, at det er en rigtig god idé. For en Ecouturekjole vil IKKE samle støv bagest i skabet! En Ecouturekjole vil bæres med rank ryg og god samvittighed i mange, mange år.

Er du i tvivl om, hvordan du tager dine mål, har vi en guide til det her.

Kærlig hilsen Johanne Helger Lund og Helene Liliendahl

Slået op d.

Ecouture får nye tøjstørrelser

Dengang vores mormødre og farmødre var unge, var der ikke noget, der hed tøjstørrelse. Man gik ind til en skrædder, når man trængte til nyt tøj, og så fik man syet tøjet efter mål. Eller også syede man det selv eller fik nogen i familien til at gøre det. Men så kom masseproduktionen. Og med den blev der opfundet tøjstørrelser. Pludselig blev ens krop sat i kasser efter centimetermål, og man har siden skullet tage stilling til, hvilken (tøj)størrelse man bruger – eller er.

Som du måske har bemærket, har Ecouture valgt at droppe disse meget hierarkiske tøjstørrelser, som kom til verden sammen med masseproduktionen. Vi har valgt at introducere nogle lidt anderledes størrelsesmærkater end dem, du finder hos de andre tøjbrands. Og det er der en rigtig god grund til.

De hierarkiske tøjstørrelser påvirker vores blik på kroppen

Ecouture vil gøre op med de nuværende tøjstørrelsers hierarkiske logik, hvor man går fra små til store størrelser med den indbyggede, værdiorienterede præmis, at en lille størrelse er bedre end en stor. Heri ligger også et lille oprør mod modebranchens meget ensidige repræsentation af bestemte kropstyper i medierne. Videnskabelige undersøgelser har utallige gange vist, at det smitter af på forbrugernes bedømmelse af egen krop. Og det er altså forbrugere i alle aldre.

Blandt vores egne skønne kunder synes der også at være en mere eller mindre ubevidst idealisering af mindre frem for større kroppe. Det afslører en antropologisk undersøgelse fra 2015. Undersøgelsen viste, at mange af vores kunder oplever det som værende negativt, når de skal bruge en højere størrelse, end de plejer. I nogle tilfælde kan sådan en situation føre til, at et køb helt bliver droppet.  Denne tendens, synes vi, er meget kedelig. For det er jo bare tal og bogstaver, som nogle personer engang har fundet på. Og de forskellige tøjbrands syr jo alligevel efter vidt forskellige mål og kropsfaconer, så man kan ikke engang rigtigt sammenligne tøjstørrelser brands imellem.

De værste af de hierarkiske tøjstørrelser er betegnelser som Small, Medium, Large og Ekstra Large. Disse lægger op til en oplevelse af at være “lille”, “medium”, “stor” og “ekstra stor”. Bare fordi det lige er den mærkat, der er sat i tøjet. Øh… hvem har bestemt, at lige præcis de mål skal beskrive, om man er lille eller stor? Lille eller stor i forhold til hvad og hvem?

tøjstørrelser og mål
Vi  oplever, at nogle bestiller den størrelse, de tror, de bruger – eller måske gerne ville bruge – helt uden at tjekke målene. Så vi håber blandt andet på, at de splinternye navne medvirker til, at man rent faktisk måler efter, inden man bestiller sit tøj på Ecoutures webshop. På den måde slipper du for at bestille tøj i en forkert størrelse, og vi kan spare miljøet for en masse unødvendig senden frem og tilbage.

Velkommen til vores nye tøjstørrelser

Nu hopper Ecouture af vognen og går vores egne veje. Det er også det, vi er bedst til. Derfor finder du hverken hierarkiske tøjstørrelser som 38, 40 og 42 eller M, L og XL hos Ecouture fremover. I stedet håber vi, at du vil byde vores nye størrelser hjerteligt velkommen.

De forskellige målintervaller i målskemaet har vi givet følgende betegnelser: Gorgeous, Marvelous, Beautiful, Fantastic, Lovely og Amazing. Alle positivt ladede ord; fordi alle kroppe er smukke.

Det nye målskema vil være at finde på alle vores nye produktsider. Således kan du nemt selv måle efter, hvilken størrelse der passer bedst til lige præcis dine mål. Husk, at der kan være forskel på målene, alt efter hvilken model, du kigger på. Hvis du er i tvivl om, hvilken størrelse du skal vælge, kan du altid skrive til os, og så guider vi dig.  Læs mere om, hvordan du måler dig selv her.

Ecouture dropper hierarkiske størrelser
Der er allerede flere af vores fantastiske kvinder, som har givet udtryk for, at de er vilde med de nye størrelser – både på de sociale medier og i vores showroom. Du er mere end velkommen til at dele billeder som disse på Instagram og Facebook. Så kan vi måske starte en debat!? Tak til Heidi og Helle for lån af billederne.

NB: Dette betyder ikke, at vi laver flere størrelser, end vi plejer

Vi bliver nemlig meget ofte spurgt, om ikke vi vil lave endnu flere størrelser. Både mindre og større. Det bliver dog ikke tilfældet, da det rent teknisk ikke er samme produktion, styles og mønstre, som vi skal arbejde med. Det vil kræve hele linjer for sig selv. Så det at spænde over flere størrelser, end vi gør nu, kan vores lille firma desværre endnu ikke bære. Men det er bestemt noget, vi vil kigge på, når vi har vokset os endnu større.

Undersøgelsen, som dette tiltag udspringer af, er lavet af vores spindoctrice Helene Liliendahl som en del af hendes specialeafhandling ved Københavns Universitet. Hvis du er interesseret i at vide mere, kan du skrive til hende på helene@ecouture.dk.

Kærlig hilsen Johanne Helger Lund og Helene Liliendahl

Slået op d.

Winter is coming… Hold dig varm i feminine frakker

Ecoutures feminine frakker varmer dejligt

Selvom klimaet bliver varmere og varmere, er det “heldigvis” stadig iskoldt heroppe højt mod nord!

Men hvem har ikke altid haft sit hyr med at finde en flot vinterfrakke, der både sidder smukt og er varm nok – ja, ikke også? Det er derfor, vi har sat os for at designe flotte, glade frakker og jakker med både farver, facon og et feminint touch. Vi laver nye versioner hvert år, hvor du kan være med til at bestemme lidt om farver og design via vores Design by Order-koncept. Så tilmeld dig vores nyhedsbrev her, hvis du vil følge med…

Her lancerer vi en række af Ecoutures efterårs- og vinterimagebilleder. Skudt rundt omkring i den måske nok ganske rå, men dog fantastisk smukke, danske natur. Med en venlig tanke til vores allesammens skønne moder jordkuglesen.

Rød Isolde vinterfrakke – lyser op en søndag efterårsformiddag i Kongens Have.
Sort Frida vinterfrakke med farverige blomster – en smuk weekendtur ved vestkysten. OBS: Frida-frakken er selvfølgelig opkaldt efter Frida Kahlo.

Johanne som “Snigmoren”
Johanne i en sort Isabella vinterfrakke – en smuk, barsk tur langs vandet i Svaneke på Bornholm.

 

Feminine frakker med facon

Vores vinterfrakker er dejlig varme. De er syet i økologisk bomuld og isoleret med Thinsulate®. Thinsulate er ikke økologisk, men vi har alligevel valgt at bruge materialet på grund af dets fremragende isoleringsevne. Du kan holde varmen ned til ca. -10°C med et tyndt lag isolering, også selvom frakken stadig har en fin, feminin facon. Det er jo ikke særlig bæredygtigt at producere en vinterjakke, som ikke er varm. Så ja! Her er et kompromis, hvor vi gik så langt, vi kunne, i vores ø-korstog.

Frakkerne kan sagtens tåle en del både vand og sne pga. Thinsulate-isoleringen, men det er hverken en skisportsfrakke eller en regnfrakke. Frakkerne er tænkt til hverdagsbrug og kan benyttes hele vinterhalvåret.

Hvis du er interesseret i vores frakker, kan du læse mere og bestille dem her.

Fotograf: Peter Mark
Designer/model: Johanne Helger Lund

Slået op d.

Nytårstale 2017 – Farvel og tak! 2016

Farvel og tak! 2016 – phew! Det var da lige til at lukke… ned, og så ellers se at kommer videre…

 

Op på stiletterne igen! Selvfølgelig i en af mine egne kjoler og en ny, hjemmekreeret hat hoppede jeg atter engang optimistisk, tenderende til det lalleglade, ind i det nye år sammen med min elskede familie og gode, gamle, sjove, søde og ikke mindst FESTLIGE venner. Sammen skålede vi 2017 ind. 7 er mit lykketal, så jeg synes 2017 ser meget mere lovende ud end det nu udgåede – heldigvis!

Året, der gik:

Mit nytårsforsæt sidste år gik hovedsageligt på fordybelse. Mja, det blev der nu ikke meget af. Men det har da været et ganske arbejdsomt år. Mest i teknikkens tegn. 

Det firma, Ecoutures webshop lå hostet hos, gik konkurs. Så det kan da nok lige være, at vi fik travlt med at få bygget et helt nyt site i årets begyndelse. Og vi fik faktisk rettet op på mange dumme ting i den proces, for nu har jeg gjort det nogle gange, altså været med til at bygge en webshop, og er efterhånden gået hen og blevet helt IT-nørdinet:) Og jeg er både stolt over og glad for den nye webshop, vi fik introduceret i april. Håber, at du også kan lide vores nye site – og look. For nu vi havde den fremme, kunne vi jo lige så godt liiiige få opdateret logoet, vores nyhedsbrevskabelon og vores FB- og Instagramlook… Nå, men IT er heldigvis faldet godt på plads nu, så der forhåbentlig kan blive frigjort tid og energi i 2017 til nye og spændende, kreative opgaver. Ecouture har blandt andet introduceret et nyt ”Design by Order”-koncept, som jeg glæder mig til at arbejde videre med. Læs også: Design by Order. 

Min lille mor fyldte 70 år, og jeg fik syet en fin, ny slipsenederde i den anledningl. Læs også: Re-design. 

Mine børn er store nu, men min mindste søn på 13 år efterspørger faktisk lidt mere ”kvalitetstid” og synes, jeg arbejder for meget! Så der ligger da en udfordring klar der – lige til højrebenet.

Ferier – heldigvis blev der lige plads til en rejse med drengene til Paris og til min første (og sidste) tur i Eiffeltårnet!

Og så var der selvfølgelig vores faste sommer på Bornholm, hvor vi har boet i syv år, og som vi savner og ELSKER at besøge så ofte som muligt! En dejlig sommer sammen med familien og søde venner – en velfortjent pause midt i året.

Læs også: Yoga for flimmergøjser. 

Desuden blev jeg selv 45 år. Havde fødselsdag samme dag som “Marens Blog” og følte mig GODT illustreret!:) Var som altid ud-over-det-sædvanlige-lalleglad og perlende pep hele dagen! Læs også: Fødselsdag.

GYS! Og så var der jo valgeti USA: WTF!?! Shit – nu da USA har smidt deres allerondeste Trumpkort, hvad skal der så lige ske med miljøet ? Det første, vi gjorde, var at boykotte Black Friday. Læs også: Green Friday.

 

Ahh! God morgen og inderligt VELKOMMEN 2017

Begynder altid den første morgen i det nye år med at tænke over mine nytårsforsætter og ønsker…

Jeg har lært, at nytårsforsætter skal være nogle, man kan overkomme. Der var et år, hvor jeg besluttede at drikke mindre rødvin – det gik rigtig dårligt! Så i år tager jeg en lidt nemmere en: Jeg vil huske at bruge tandtråd og passe på mine tænder 😀

Når det er sagt, så SKAL både mit, men også dit, ved gud vigtigste nytårsforsæt være at gøre en indsats for at passe godt på moder jordkuglesen! For vi har ikke noget andet sted at bo!

Nytårsønsker:

  • Opråb: Allerførst, join ”The Green Revolution”

Be the change that you wish to see in the world. (Mahatma Gandhi)

*suk* Men hvad kan vi overhovedet stille op med dette afgrundsdybe miljøkaos, vi står over for, Johanne? Ja – jeg forstår dig godt! Man kan blive så uendelig ramt af verdenssmerte ved tanken om, at universets milliarder af års udvikling er endt med dette: En kultur, hvor vi falder om med stress for at få råd til alt det, der undergraver vores eget, vores børns og mange andre arters livsgrundlag. Så jeg forstår godt, du mister modet og overblikket! Selvfølgelig er gigantiske investeringer i både naturvidenskab og teknologi grundlæggende, for at vi har en chance for at få omlagt samfundet, så vi kan tilpasse os de forandrede livsvilkår, som klimaforandringerne vil medføre.

Men hør nu her. Du kan også sagtens gøre noget. Tænk, hvis alle gør noget – så meget man kan, i den hverdag, man nu har – og ikke mindst i det erhverv, man nu besider… Ja, tænk over det; sammen kan vi altså flytte bjerge!

Så det begynder med os selv. Først og fremmest med en erkendelse af situationens alvor! Dernæst må og skal du gribe i egen barm og åbne øjnene for nødvendigheden af at ændre livsstil markant! Og det skal være NU! Vi er den første generation, der mærker konsekvenserne af klimaforandringerne, og vi er den sidste generation, der kan gøre noget ved dem. Og det haster! Klimaforandringerne er en alvorlig trussel, både nu og for kommende generationer…

Jeg tænker, at det måske kan være anledningen til, at vi ved fælles indsats genfinder os selv som en del af naturen. Og måske kan vi genforenes som EN hel, samlet klode, hvor man ikke har tid til at bekæmpe hinanden, men i stedet hjælpes ad for at rette op på vores alle sammens hjem. Vi må begynde at fortælle de motiverende historier, der kan give os nye visioner om, hvad det gode liv er. Historier om nærhed, relationer og ansvar, fællesskab med både andre mennesker og naturen.

Præmien er STOR: At vi kan sikre vores børns og efterkommeres fremtid på en planet, fyldt med liv og mangfoldighed. Tiden er inde til forandring og et anderledes levet liv…

Her har du et link til en god hjemmeside med guider, der kan hjælpe dig med at komme godt i gang allerede NU i 2017: Grøn forskel

  • Fælleskab og familie: Ja, det var jo den, der lå lige til højrebenet. Husk! at nyde, du stadig har en slags barn (måske kun et eller to år endnu). Tag imod AL den tid, dine børn tildeler dig sammen med dem, når det passer dem, med åbne arme. Og så håber jeg, vi får nogle fede læsestunder og ferier med drengene og familien. Læsestunder! Hvad er det nu, det er, Johanne? Jo, det er noget nyt, vi har indført hjemme hos os. Det startede med, at mindstesønnen havde fået til lektie at læse en bog og i det hele taget skal øve meget mere læsning. Så for at gøre det lidt hyggeligt besluttede vi at smække det sammen med vores alle sammens #ForMegetSkærmMisbrug. Derfor tager vi en fælles hyggestund med te, måske en lille biscuit, om aftenen med hver vores bog. Ideén er tyvstålet fra filmen ”Captain Fantastic”, som vi lige havde være inde at se. Men tyvstjålet eller ej er det altså pissehamrende hyggeligt og kan varmt anbefales. Nåhh ja, og så får jeg også læst bøger nu, win-win!
  • Sport: Tid til Yoga & spinning. Jeg er stadig dybt fascineret over, hvad yogaen kan gøre for os moderne flimmer-gøjser. Ja, sport i det hele taget! Fantastisk følelse, når krop og sjæl er venner. Men jeg er altså også sådan en underlig fisk, som ELSKER spinning. Det kommer sig først og fremmest af min kærlighed til at cykle. Men det har helt sikkert også noget med at gøre, at da jeg begyndte på det (for nu over 20 år siden!, da jeg ikke kunne danse mere, fordi jeg skulle spille smart og stå på snowboard, men i stedet sprængte to ledbånd i anklen den første dag på skiferien), havde jeg Chris MacDonald som spinninginstruktør i de første fem år, og han kan nok lige piske en fed stemning op!!!:)
  • Kreativitet og fordybelse: Jeg håber og tror på, der kommer mere tid til kreativitet. Både design, men faktisk savner jeg også teateret lidt, nu da jeg har haft alt for travlt og derfor har fraprioriteret det i nogle år. Så lidt flere kostumer og haute couture ville jeg meget gerne arbejde med i år.

 

*☆Godt nytår, folks☆* 2017, bring it on…

Lots of love, Jo