Slået op d.

Dilling – et Dansk, økologisk samarbejde

Sikke en dejlig dag!

Vi har nemlig været i Herning for at besøge Dilling og hente vores første produktion, lavet i samarbejde med dem. Både til den nye yogaline og til vores Basic-line. Vi er rigtig glade for vores nye samarbejde! Det er en SUPER flot kvalitet de leverer! Og vi glæder os til at sende ud til alle jer der har forudbestilt, i denne uge! Og I andre kan allerede nu bestille de nye styles på webshoppen

11024678_10153748826612576_6056269034538125697_o
Dilling-Underwear.dk er en dansk familievirksomhed med både solskin og dejlig grøn karma. De har produceret kvalitetsundertøj siden 1916. og tilbyder selv et bredt udvalg af undertøj i økologisk merinould og økologisk bomuld.

Dilling anvender GOTS-certificeret bomuld og merinould. GOTS står for Global Organic Textile Standard og garanterer, at den bomuld og uld, som forarbejdes af DILLING, er 100% økologisk og af den højest mulige kvalitet. Ulden behandles i 16 timer på farveriet for at fjerne kradshårene, så den er blød og lækker.

I år 2010 modtog DILLING det nordiske miljømærke SVANEN – det ultimative miljøcertifikat for tekstilvarer.

Tekstilerne må ikke farves med skadelige farver og kemikalier som eksempelvis krom, kobber, nikkel, azofarvestoffer, klorerede benzener, TBT, DBT, fenol, pesticider eller ftalater.

For at sikre, at kvalitet og bæredygtighed hele tiden lever op til det påkrævede, foretager myndighederne seks gange årligt uanmeldte 24-timers spildevandsprøver på farveriet. Kun sådan kan det garanteres, at produkterne overholder de høje krav til en miljøvenlig og økologisk produktion.

Materialer:

95% økologisk bomuld, 5% elastan. Unikt ved dette produkt: Superblødt og velsiddende. Ingen pilling. Danmarks reneste fremstilling på dansk, svanemærkecertificeret farveri.
Produktet er certificeret efter

100% økologisk merino uld. Unikt ved dette produkt: Da Dilling på eget miljøfarveri i Danmark bruger 16 timer på at fjerne uldens kradshår, er dette produkt et både blødt, lækkert og funktionelt produkt til mellem og vintersæsoner. Ingen brug af tungmetaller under produktionen og ingen Superwash (klorbehandling).
Produktet er certificeret efter

Slået op d.

Det bæredygtige håb

Med klimapanelet i byen og et hav af klima- og bæredygtighedsrelaterede events og happenings har der været nok at se til på det sidste. Torsdag d. 30. oktober blev årets Sustainia Awards delt ud ved en ceremoni på Det Kongelige Teater i København, og Connie Hedegaard, som havde sin sidste aften som medlem af Europakommisionen, gav en brandtale med på vejen. Ecoutures Johanne Lund og Helene Liliendahl. De vendte stærkt opmuntrede hjem.

Johanne og Helene

Sustainia100 er en årlig guide til 100 bæredygtige, innovative opfindelser på verdensplan som vejledning og inspiration til både investorer, politikere, iværksætter og forbrugere. Når man bladrer den igennem, bliver man helt håbefuld. En bæredygtig fremtid ER mulig, og mange dygtige mennesker arbejder på at gøre det til virkelighed på alle mulige forskellige områder: Bolig, sundhed, IT, transport, mode, ressourcer, energi – you name it, they got it. Ud af de 100 vælges ti finalister til årets Award, og man bliver helt glad i låget over at læse om alle de gode ideer.

Award-vinder 2014 blev Wecyclers fra Nigeria. I Lagos kører fabrikker til genanvendelse på lav kraft, fordi renovationen ikke lige fungerer så godt i slummen, så affaldet ligger på gaderne og gør folk syge i stedet for at blive genanvendt. Wecyclers hjælper folk fra slum- og lavindkomstområder med at sortere deres affald. De kommunikerer via SMS, henter det sorterede affald i cykelvogne og leverer det til fabrikken. For hvert kilo sorteret affald modtager den enkelte familie point, som kan veksles til mad, taletid eller andet, de har behov for. Er det godt tænkt eller hvad?

Årets Community Award gik til Fairphone, den etiske smartphone. Fairphone har lavet en smartphone, hvor arbejderne har ordnede forhold og en ordentlig løn, hvor mineralerne kommer fra konfliktfri områder, hvor hele produktionskæden er gennemlyst, og hvor der gøres rede for telefonens pris dollar for dollar. Foruden at støtte lokale økonomier og producere etisk bæredygtige telefoner ønsker Fairphone at sætte fokus på problemerne i branchen ved at træffe de etiske valg i håb om, at resten af industrien vil følge efter i retning af mere social bæredygtighed. Vi hepper på, at det lykkes!

Slået op d.

Tøjrens

Kemisk tøjrens er en barsk affære. Stoffet perchlorethylen bruges hyppigt, men er dybt problematisk. Det er kræftfremkaldende, og selv en meget begrænset kontakt med stoffet kan forårsage hovedpine, svimmelhed, kvalme, hudirritation og åndedrætsbesvær. Oftest bliver man udsat for stoffet ved indånding. I sagens natur er arbejderne på renseriet meget udsatte, men perchlorethylen er så kraftigt, at det kan måles i hjemmet, hvis man har tøj hængende, der er blevet renset med det, og det udgør en sundhedsfare for folk i boliger oven over eller ved siden af et renseri. Endvidere er det skadeligt for miljøet.

Andre kemiske løsninger er hydrokarbon (kulbrinte), som er petroleumsbaseret og har en række miljømæssige problemer, skønt det ikke er så giftigt som perchlorethylen, eller silikonebaserede stoffer, der ganske vist ikke forurener ved bortskaffelse, men er mistænkt for at være kræftfremkaldende og i øvrigt kræver klor i produktionsprocessen, hvilket også frigiver kræftfremkaldende stoffer. Heldigvis er der qua ny teknologi alternativer til kemisk rens af det sarte tøj.

rens_0

Vådrens
Tøj, der kan tåle kemisk rens, kan næsten uden undtagelse også tåle vådrens, som er meget skånsom og ikke ret våd. Ved vådrens anvendes særlige maskiner, som drejer langsomt og tilpasser temperatur, hastighed og varighed til det pågældende materiale. Vandbaserede pletter opløses i processen, og er pletterne oliebaserede, kan tøjet behandles med særlige, vandbaserede “sæber”. Vådrens er ufarlig for mennesker og miljø, fordi der ikke anvendes toksider, og metoden har ydermere den fordel, at den er energi- og vandbesparende.

CO2-rens
En anden mulighed er at rense tøjet med CO2. Det lyder ikke umiddelbart særlig bæredygtigt, men den anvendte CO2 stammer fra genbrug af CO2 fra andre produktioner, så der produceres ikke nye drivhusgasser. Ved CO2-rens puttes tøjet i en maskine, som tømmes for luft og fyldes med CO2 i gasform, hvilket giver et højt tryk i maskinen. Flydende CO2 pumpes derefter ind i maskinen og opløser pletter af skidt, fedt og olie. Efter behandlingen kan den flydende CO2 pumpes ud og genbruges, og gassen lukkes ud i luften. Metoden er ufarlig for mennesker og miljø og har den fordel, at der ikke er nogle spildprodukter.

Læs mere om tøjrens hos GreenAmerica.

 

Slået op d.

Copenhagen Fashion Summit

24. april 2014, Operahuset, København. Hotshots fra den internationale modeverden og et hav af andre interessenter havde sat hinanden stævne på Copenhagen Fashion Summit, der er verdens største og vigtigste event, når det handler om mode og bæredygtighed. Ecouture var selvfølgelig med – we walk the talk 🙂

Ecoutureholdet på summit

Connie Nielsen og Summer Raye Oakes styrede slagets gang forbilledligt. Kronprinsesse Mary åbnede ballet, efterfulgt af Margrethe Vestager, før repræsentanter for en lang række af de største mærker indtog podiet og gjorde rede for, hvordan deres virksomheder arbejder hen mod en mere bæredygtig tilgang. Det var opløftende at høre, at også de store aktører er bevidste om de problemer, branchen har med hensyn til forurening og dårlige arbejdsforhold for dem, der er ansat i produktionen – d. 24. april var årsdagen for tragedien på Rana Plaza, så der var streg under behovet for handling.

Fashion Summit

For virksomhedern er overvejelserne om bæredygtighed naturligt nok baseret på en forventning om, at forbrugsmønstrets status quo ikke ændrer sig væsentligt. Sagt på en anden måde: Det handler om business. Mersalg. Tilførsel af bæredygtighed som en ekstra værdi, der får forbrugerne til at vælge til. Om ikke brug-og-smid-væk, så i hvert fald brug-og-forbrug-noget-mere.

Men maksimal og uophørlig vækst som succesparadigme er problematisk. I Danmark kasserer vi hvert år 16 kg tøj pr. person. 16 kg! Det er helt indlysende ikke bæredygtigt. Så bæredygtig produktion alene gør det ikke, der skal også ændres i måden, vi forbruger på. Retfærdighedsvis skal det siges, at det er der også nogle af de firmaer, der producerer luksusvarer, der har indset og taget til sig. I stedet for at sælge mange og stadig flere varer fra stadig flere butikker og outlets lægger man sig efter at producere lækrere, mere bæredygtige luksusvarer, som sælges dyrere i færre eksemplarer.

Men det er nødvendigt, at den tendens breder sig nedad til det tøj, de sko, de tasker og accessories, som vi køber til hverdag. Om netop det talte Vanessa Friedman fra Finansiel Times (nu moderedaktør på New York Times) i en skøn tale, som vakte jubel hos i hvert fald Ecouture. Køb mindre, men bedre, træf bevidste og velovervejede valg, og pas på dine ting, så de holder længe, var budskabet. Det er jo som flået ud af vores mundhule. Ecouture har fået lov at bringe Vanessa Friedmans tale på bloggen – læs den her.

Fashion Summit1

En anden god pointe er, at hvis vi som forbrugere bliver bevidste om de (mange forskellige) mennesker, der har lavet vores tøj, vil vi også betragte og værdsætte det på en anden måde.

Se Eco-Ages skønne, lille film om netop det. “You carry the story of the people that make your clothes”.

 

 

Slået op d.

Vanessa Friedman på Copenhagen Fashion Summit

Vannesa Friedman, moderedaktør på New York Times, holdt følgende blændende tale på Copenhagen Fashion Summit og har givet Ecouture lov til at gengive talen her på bloggen til gavn og glæde for alle jer, der ikke var på summit. Befriende med et indlæg på en modekonference, som stiller kritiske spørgsmål til evig vækst og merværdi og øget forbrug. Tak, Vanessa!
Følg også med på Vanessa Friedmans blog Material World.

Vanessa Friedman

First, I have a confession to make: I am not going to talk about what it says in the program I was going to talk about. As a writer, I should have known better than to reveal the title of a speech before I had actually written the speech, but – the best intentions, and all that.

And I fully intended to get up here and talk to you about language, specifically the language we use to discuss the ethics of clothing, and how it is vague and unclear, and while that might work for the Constitution of the United States, where the “right to privacy” has been fungible enough to expand according to social change over centuries, it does not work for consumers, who have no idea what we are talking about when we talk about eco this and ethical that. That’s why my speech has the title it has, which is shamelessly recycled from Greenpeace.

I was going to ask you to reduce your words, and revise your language and regularise the vernacular across borders and brands. And then I was going to charge everyone with going away and writing their own ABCs of Sustainability, which they could email to the Danish Fashion Institute so it didn’t clog my in-box. Would have been good, right?

But the more I thought about it, and the more drafts I wrote, the more I realised there was a problem with the language that was far more granular, and that I could not overcome. And it was this: Sustainable fashion doesn’t make any sense. It’s a contradiction in terms.

Look it up. According to the Oxford Dictionary: Fashion is “the production and marketing of new styles of goods, especially clothing and cosmetics.”

Sustainable is “able to be maintained at a certain rate or level.” See the problem? On the one hand we have the pressure to be new; on the other, the imperative to maintain. Sustainable fashion is an oxymoron. It’s Jumbo shrimp. It’s a down escalator. It’s terrible beauty. It’s resident alien.

You get the point. And if you think dictionaries are too removed from life and colloquial language to be useful, think about your own experience. Think about your experience buying, say, jeans. One season, you really want…a skinny jean! But three months later every magazine and blogger and celebrity is telling you skinny jeans are out – get rid of em! – and it is all about flared jeans now.

And three months after that it is boyfriend jeans, and then stonewashed jeans, and then dark denim, and so on.

The driving force of fashion today is planned obsolescence – something is in, then it is out; skirts are up, then they are down; today it’s green, tomorrow, blue – which is itself by definition about something that is the opposite of sustainable.

And it’s not just the aesthetics of the clothes themselves we are talking about here; it’s the machinery that backs it up.

Because in order to sell all these new clothes and make the end point nearer and nearer, there are now new fashion collections coming out four times a year instead of two, and sometimes even more than four, if you throw in special holiday or store opening collections, so designers are effectively running on a creative treadmill that is – c’mon, you know where I am going with this, say it with me – unsustainable. No one can have that many new ideas. At least not ideas that are any good, or remotely original, or, frankly, worth buying.

And to keep growing revenues and reaching customers, brands are opening more and more stores in second tier and third tier cities, and different neighborhoods of the same city, an accumulation of outlets that at a certain point starts to cannibalise itself and is thus – what? – unsustainable.

Everything fashion – and admittedly, I am talking about the established fashion industry, the big brands — does is predicated toward teaching consumers that they need the new and last season is the old, and this goes for high fashion and the high street, where I have even heard some friends advise others that if they have worn a garment to death, they should just get rid of it, and not even bother trying to clean it. The cleaning costs more than the piece of clothing.

Today fashion is disposable – and it is supposed to be. And it seems to me that should be unsustainable. Because what the situation we are in now — more and more and faster and faster — sounds like, more than anything, is a runaway train. And you know what happens to runaway trains:

They crash.

We all know how we got here – and while some will blame the corporatisation of fashion with its associated need to show ever-increasing quarterly results, and others social media with its constant demand for new content, and others the minute attention span of consumers, and I would say it’s really all of the above. Agree or disagree, however, the question now is: what do we do?

Most of what we’ve heard about today involves addressing the situation as it is: given the charge towards continuous consumption, and granted, lots of livelihoods depend on it (and lots of tax dollars are generated by it), what can companies do in the manufacturing and cleaning process to make the actual production of these garments better. And that is fine, except it ignores one half of the consumption equation – the consumers – and presupposes that nothing is going to change; that this sort of endless desire for new stuff, which is tied to the making of new stuff is the status quo now, and you can’t go backward. Which is true. You can’t change history. But you can learn from it.

And here is what I have learned: we need a new phrase. Once upon a time my grandmother saved and saved to buy a nice leather handbag, and once she had it, she had it for decades. Her fur coat? Same story. Her cashmere sweaters – you know the little cardigans with beading on the edges that were so popular in the 50s – same. She knew how to wash her garments—by hand usually — and how to hang them, and how store them, be it for the next season, or the next generation. What she had – what she built – was a Sustainable Wardrobe.

And that, it seems to me, is a concept that makes an enormous amount of sense. That is a term I can get behind. And that is, I say to all of you, what each and every one of us, as consumers, should be doing. It is about emphasising the value proposition inherent in each item you buy and consciously selecting it – maybe because it has an ethically conscious aspect you appreciate, and you bothered to research the supply chain like my friend Julie Gilhart does, or maybe because you know the amount of handwork that has gone into it and you are amazed by the artistry or even know the artisans, like Peter Copping does, or maybe because you the know that that cashmere came from happy prancing goats running free on the steppes of Mongolia – whatever. The point is that the decision about what constitutes value is yours, and you need make it. And that implies, I don’t think you can really get around this, some level of investment over, and in, time.

And that changes how you think of your clothes. It changes what you demand from them, and from the people who make them, and from yourself. I have a suitcase of the same four dresses and two jackets and leather trousers that I have been gradually building for the last ten years, and at this stage that exact group of clothing, give or take a pair of boots or bag, goes with me every single fashion season. And I chose what’s in it because it is comfortable, and I can fold it up and stick it in a suitcase and then pull it out and NOT have to dry clean it or iron it multiple times over a month, and it can get me from shows to cocktails to dinner without changing, and because when people see those clothes they never have any idea who made them.

That’s my value proposition, and it works for me, though I did realise once that if my suitcase ever got lost I’d be in serious trouble, because there was no way to replicate what was in it. But the benefits far outweigh the risks.

And here’s what’s interesting: I know I am not the only person to be thinking like this. When I speak to designers, “wardrobe” is a word that comes up again and again. Some brands – and I am not going to name names here, but some major international luxury brands – are thinking less about what new store they can open, and more about adding special features to existing stores; less about a whole new product dump and more about making products that are so special – from the handwork to the materials – and so limited in nature that they are the opposite of disposable. And they are doing it because it is in their economic interest just as, I would argue, it is in the economic interest of the consumers.

We hear a lot about – and this is my favourite new acronym – the IWWIWWIWI generation – the I want what I want when I want it millennials, which is the sort of thing that seems on the surface anti-thetical to this sort of wait and plan and research and want approach. But the other thing the research about millennials shows is that they they also say don’t actually need to own things; that social media is such that consumers are increasingly getting their fix virtually – by pinning – with their actual purchases made much more consciously. And it strikes me that, with its combination of technology and speed and very deliberate purchasing — that is a very modern kind of balance to achieve.

Is it sustainable?

Not almost exactly. Not definitely maybe. Yes.

Slået op d.

Infograf om øko vs. konventionel bomuld

Jeg har sagt det før, men det kan ikke siges for tit: Konventionel bomuld sviner utilladeligt meget. Denne “infographic” fra Soil Association viser det meget fint. Fx udleder økologisk bomuldsdyrkning op til 94% færre drivhusgasser. Til gengæld forgifter den ikke 77 mio. arbejdere… Og det er også sundere for dig som forbruger! Hvis du får lyst til at læse mere, kan du klikke videre til The organic cotton initiative og se internationale mærker og forhandlere af økologisk tøj.

organic_cotton_infographic

Slået op d.

CO2-neutral webshop

Ecouture by Lund er et CO2-neutralt website. Ordningen er et dansk initiativ, hvor store og små virksomheder fra alle brancher er gået sammen om at neutralisere den CO2-udledning, som brugen af deres hjemmesider forårsager.

co2neutraltwebsite

En hjemmeside udleder da ikke CO2, tænker I måske? Men jo, dels serverne, dels brugernes computere koster CO2. Faktisk står computere og Internet i dag for en større CO2-udledning end luftfarten på grund af strømforbruget!

Som bæredygtighedsfortaler er Ecouture naturligvis med på den. Det betyder, at CO2-udledningen både fra shoppen og fra jeres computere, når I besøger den, er neutraliseret gennem målbare CO2-reduktioner. Så også på it-fronten kan I shoppe Ecouture uden dårlig samvittighed 🙂 Reduktionerne sker bl.a. ved opstilling af nye, vedvarende energikilder (fx vindmøller) og ved deltagelse i kontrollerede, CO2-reducerende projekter. Se mere på www.ingenCO2.dk.

Slået op d.

Neglelak

Miljøinfo om neglelak

Neglelak er en vigtig del af at samle et flot og komplet look, men de fleste af os tænker nok ikke altid over hvilke kemikalier der gemmer sig i lakken. Fordi neglelak er i kontakt med vores negle og hud over længere tid, dykker vi her ned i hvad konventionel neglelak indeholder, samt hvad det betyder for dig.

Læs mere Neglelak

Slået op d.

Kort om kemikalier

Farlige kemikalier bliver brugt i stor stil i tøjindustrien. Test af tøj viser rester af ftalater, NPE (nonylphenolethoxylat) og aminer i 63% af tilfældene. Både de mennesker, der arbejder i produktionen, og dem, der køber tøjet i butikkerne, optager de skadelige stoffer i organismen, og miljøet tager skade af den store udskylning af svært nedbrydelige og sundhedsfarlige kemikalier.

Ftalater bruges til at blødgøre plastik. De er hormonforstyrrende og skader fostret, hvis man er gravid. Ftalater frigøres langsomt, men kontinuerligt fra det materiale, de er tilsat, så de kan ikke vaskes ud.

NPE bruges til rengøring og forarbejdning af tekstiler. Det nedbrydes til nonylphenol, som dels er svært nedbrydeligt, dels er hormonforstyrrende og for mænd nedsætter forplantningsevnen.

Aminer er kræftfremkaldende, reducerer frugtbarheden og ødelægger vandmiljøet varigt. De dannes af bestemte azofarver, der bruges til af tekstiler. De pågældende azofarver er forbudt i EU. Import er er ligeledes forbudt, men ikke desto mindre finder man altså aminer i tøj i butikkerne.

aromatiske aminer

Resultatet af undersøgelsen viser tydeligt, at lovgivning kun kan hjælpe os et stykke ad vejen. I bund og grund er det producenterne selv, der skal tage ansvar for at producere uden farlige kemikalier. Heldigvis er der stadig flere brands og butikskæder, der indgår aftaler om at udfase de giftige stoffer, og fokus på bæredygtighed og ansvarlighed vokser.

Kilde: Greenpeace 2012 

 

 

Slået op d.

Pas på kemikalierne!

I fremstillingen af tekstiler anvendes kemikalier, for eksempel til farvning og blegning. Farvestoffer indeholder bly, cadmium, krom, tin og nikkel, og når tekstiler bleges kan det ske med klorbaserede kemikalier. I nogle tilfælde behandles tekstilerne også med kemikalier, der skal hæmme udviklingen af brand, såkaldte flammehæmmere, som indeholder brom eller klor.

Kemikalierne udledes sammen med spildevandet under produktionen, men der er stadig rester af kemikalier i tekstilerne, når de sælges i butikkerne. Når vi vasker tekstilerne, ryger der også rester ud i vandmiljøet.

Nogle af kemikalierne kan er miljø- og sundhedsproblematiske, og koncentrationen af kemikalierester i det færdige tøj kan i nogle tilfælde være så høj, at de kan udgøre en sundhedsrisiko for dig og dine børn. Tekstilerne kan blandt andet indeholde rester af kemikalier, der kan være kræftfremkaldende, eller kemikalier som kan give allergiske reaktioner eller irritationer ved kontakt med huden.

Alle kemikalieresterne vaskes ud af tøjet i løbet af de første par gange tøjet vaskes. Vask derfor nyt tøj, inden det tages i brug.Toxic hazard

Undgå tøj, der lugter af kemikalier eller dufter af parfume. Duften kan være tilsat for at skjule kemikalielugten.

Det skal pointeres, at skadevirkningerne fra kemikalier er koncentrationsafhængige, og at det derfor ikke er sikkert, at tekstilerne indeholder kemikalierne i sundhedsskadelige koncentrationer. Det er imidlertid hensigtsmæssigt at forsøge at nedbringe den totale kemiske eksponering, som vi dagligt udsættes for. En del af dem umulige at undgå. Et sted, hvor vi relativt simpelt kan reducere den daglige kemiske eksponering, er ved køb af økologiske tekstiler.

Formaldehyd

Formaldehyd forekommer i mange forskellige produkter, eksempelvis som konserveringsmiddel i bl.a. malinger og tekstiler. Det findes også i mange af de imprægneringer, der gør bomuld og viskose mere krølfrit, krympefrit og farveægte, og på grund af stoffets konserverende egenskaber mindsker det risikoen for, at tøjet bliver angrebet af skadedyr under transport og lagring.

Formaldehyd er optaget på IARC’s liste over kræftfremkaldende stoffer (Gr. 2A). Formaldehyd kan desuden være allergifremkaldende.

Formaldehyd har bl.a. følgende klassificeringer:

  • R 23/24/25 Giftig ved indånding, ved hudkontakt og ved indtagelse.
  • R 34 Ætsningsfare.
  • R 39 Fare for varig alvorlig skade på helbred.
  • R 40 Mulighed for kræftfremkaldende effekt.
  • R 43 Kan give overfølsomhed ved kontakt med huden.
  • R 68/20/21/22 Farlig: Mulighed for varig skade på helbred ved indånding, hudkontakt og indtagelse.

Nonylfenolethoxylat og nonylfenol

Nonylfenolethoxylat er et tensid, som tidligere har været meget anvendt i rengøringsmidler. Stoffet kan også anvendes som emulgeringsmiddel i kosmetik og som dispergeringsmiddel i farvepigmenter. Det er forbudt at benytte nonylfenol eller nonylfenolethoxylat til tekstilbearbejdning i EU, men der findes ikke noget direkte forbud mod at importere tekstiler, der indeholder nonylfenol eller nonylfenolethoxylat. Undersøgelser viser, at stoffet forekommer i importerede bomuldsprodukter.

Nonylfenolethoxylat nedbrydes let til nonylfenol, som bl.a. har følgende klassificeringer:

  • R50/53 Meget giftig for organismer, der lever i vand; kan forårsage uønskede langtidsvirkninger i vandmiljøet.
  • R62 Mulighed for skade på forplantningsevnen.
  • R63 Mulighed for skade på barnet under graviditeten.

Metaller

Under dyrkningen af bomuld anvendes store mængder kunstgødning. Kunstgødningen indeholder ofte kadmium, som dels sætter sig på planten og dels skylles ned i jorden for senere at blive optaget i bl.a. bomuldsplanterne.

Metallerne antimon, brom, krom, kobber, nikkel, zink, kadmium og bly anvendes også i farvepigmenter til farvning af tekstiler.

Ud over en forurening af grundvandet udsættes vi for en øget eksponering af kadmium gennem hudkontakt med bomulden og gennem planter, som vi indtager i forbindelse med føde.

Antimon, brom, krom, kobber, nikkel, zink, kadmium og bly nedbrydes ikke og ophobes i naturen. Nogle af disse metaller er livsnødvendige for planter og dyr i små koncentrationer, men fælles for dem er, at de er giftige i højere koncentrationer. Nogle er kendt som allergifremkaldende og andre som kræftfremkaldende.

Azo-farvestoffer

Azo-farvestofferne anvendes i vid udstrækning til farvning af tekstiler. Farvestofferne er ofte billige, giver klare farver og er lette at arbejde med.

Nogle af azo-farvestofferne er allergifremkaldende, muligvis kræftfremkaldende og giftige for organismer, der lever i vand. Farvestofferne er ofte vandopløselige, hvilket vil sige, at de let optages gennem hudkontakt.

Slået op d.

Fakta om fibre

Den konventionelle forarbejdning og produktion af tekstilfiber er meget forurenende og sker ofte under meget dårlige arbejdsforhold.

Udsmykning af kroppen, herunder beklædning, har altid været et statussymbol, så det kan ikke undre, at forbruget af modetøj er steget støt i takt med, at teknologien har gjort det muligt at producere hurtigere og billigere. Fokus er primært rettet mod økonomi; billig produktion lader producenterne tjene flere penge og giver forbrugerne mulighed for at købe billigt og dermed mere tøj. Beklædningsindustrien har fuld fart på for at følge med efterspørgslen.

Imidlertid har de konventionelle (billige) dyrknings- og produktionsmetoder en række kedelige bivirkninger i form af enorme omkostninger for natur og mennesker. Bomuld er den helt store hovedsynder: 25% af verdens forbrug af sprøjtemidler bruges på bomuldmarker, som kun fylder 5% af landbrugsjorden, og til forarbejdning af et kilo bomuld bruges der et kilo kemikalier! (Se mere om bomuld nedenfor.)

Der er større og større fokus på økologiske non-food varer, og udvalget, designet og kvaliteten bliver bedre og bedre. Som vestlige storforbrugere af alverdens goder giver vi kloden en hjælpende hånd ved at vælge miljøvenlige produkter. Imidlertid vil der ikke kunne dyrkes økologisk bomuld i tilstrækkelige mængder, selv hvis hele bomuldproduktionen blev lagt om til økologisk jordbrug. Det er således ikke blot vigtigt, men nødvendigt, at modeindustrien sætter farten ned og begynder at se sig om efter alternativer.

Naturfibre  

Animalske fibre og plantefibre omtales under fællesbetegnelsen naturfibre. Ordet natur må ikke forveksles med ordet økologisk, for naturfibre er ikke nødvendigvis produceret bæredygtigt eller økologisk. Tværtimod. Ordet betyder blot, at de ikke har gennemgået den samme forarbejdningsproces, som kunstfibrene har. At de, kort fortalt, er hele fibre, der stammer fra naturen, i modsætning til kunstfibrene, der er opløst til en masse og gendannet til en lang fiber.

Animalske tekstilfibre kommer af uld fra får, geder, kaniner og andre pelsdyr. Uldfiberen består af proteinmolekyle-kæder. Det samme gør silke, hvorfor silke også hører under kategorien animalske fibre.

Plantefibre er blandt andet bomuld og hør. Alle planter består af cellulose, og det er det, tekstiler af plantefibre dannes af.

Kunstfibre

Kunstfibre deles i kategorierne regenererede fibre og syntetiske fibre.

Regenererede fibre bliver blandt andet til de tekstiler, vi kender som viskose, acetat og lyocell. De laves som udgangspunkt af cellulose fra eksempelvis bomuldsaffald eller træ, men på grund af forarbejdningsmetoden kategoriseres de som kunstfibre og ikke naturfibre.

Syntetiske fibre er ligesom plast fremstillet af olie, luft og vand. Metalfibre kan også anvendes. Det bliver blandt andet til tekstilerne polyester, akryl og nylon.

Mere om plantefibre

Bomuld

Hvorfor økologisk bomuld? Bomuld er en ganske enestående naturlig fiber til mange formål; perfekt på grund af sin blødhed og komfort og en af vores foretrukne fibre til beklædning og boligtekstiler, som vi samtidig forbruger stedse mere af.

Samtidig er bomuld er en af klodens mest miljøbelastende afgrøder. Den dækker blot fem procent af de dyrkede arealer, men sprøjtes med næsten 25 procent af verdens samlede forbrug af insektmidler!

20-30 sprøjtninger per sæson er ødelæggende for biodiversitet, jordkvalitet og grundvand, mens landarbejderne skades både under sprøjtning, plukning og den senere forarbejdning af bomulden.

FN’s sundhedsorganisation WHO anslår, at op mod tre millioner landarbejdere hvert år oplever akutte forgiftningssymptomer som følge af arbejde med sprøjtemidler. Af disse dør 40.000 ifølge den internationale arbejderorganisation ILO.

Både landarbejdere og naturen trives langt bedre, når bomulden dyrkes økologisk med sædskifte, naturgødning og biologiske bekæmpelsesmetoder. Udbyttet bliver en smule lavere, men landmændene får alligevel ofte en bedre økonomi. De har ikke udgifter til sprøjtemidler og kunstgødning, der er færre mellemhandlere, og prisen per kilo er højere.

Der dyrkes heldigvis mere og mere økologisk bomuld, dvs., at vi kan få bomuld dyrket efter EU’s regler for økologisk landbrug. Den videre industrielle proces kan foregå efter regler fra forskellige miljømærker, der har krav til vævning, farvning, vask, blegning og andre arbejdsgange, som tekstilerne skal igennem før der ligger en t-shirt på hylden i butikken.

Tekstiler af økologisk bomuld er således til gavn for grundvand, biodiversitet, landarbejderne, de ansatte i bearbejdningsproduktionen OG for dig som forbruger; du undgår nemlig at belaste din hud og dit lokale vandmiljø med kemikalierester i tøjet.

Imidlertid kan produktionen af økologisk bomuld ikke følge med efterspørgslen af tekstiler, fordi udbyttet af en økologisk dyrket mark typisk er lidt mindre end ved konventionel dyrkning. Derfor skal andre typer fibre inddrages i større grad.

Bambus

bambus

En alternativ plantefiber, der allerede findes på markedet, er bambus. Bambusfibre er lavet af cellulose, trukket ud af hurtigt voksende og ofte meget træagtigt bambusgræs. Bambusfibre bearbejdes tit ligesom viskose, der også består af cellulose. Bambus har den fordel, at den vokser hurtigt, ikke skal gødes og tåler tørke. Det er en åndbar fiber, der alligevel absorberer fugtighed, og som af nogle hævdes at have antibakteriel virkning. Derudover er den blødere end plantefiberen bomuld. Den beskrives som en blanding af kashmir og silke og har en naturlig elasticitet, og den optager farvestoffer bedre end eksempelvis bomuld og viskose, hvorfor der ikke behøves så store mængder pigmenter.

Tencel

flis

Tencel er lavet af træ fra naturlig skovudtynding og rester fra træindustrien. Oftest bruges fibre fra eg og birk, men andre træsorter kan også bruges. Træet skæres til flis, der opløses til en fugtig masse ved hjælp af en kemisk opløsning. Lyocellmassen vaskes herefter med vand og bleges eventuelt, før massen spredes ud til store, tynde plader, der tørres og skæres ud i små kvadrater. Til slut puttes kvadraterne i varmt vessel med overtryk og aminooxider.